Simon Staho har skrevet en slags manifest, hvor den 39-årige instruktør med brask og bram slår fast, at han har lavet en musical, der er en hyldest til »de eneste mennesker, der virkelig forstår at leve: DEN SMUKKE UNGDOM!«.
’Magi i luften’ bliver erklæret forbudt for voksne, og så udfolder Staho ellers Michael Strunges Rimbaud-parole ’Fold drømmens faner ud!’ over sin ungdomsmusical. Ud fra denne logik var det vist egentlig meningen, at gamle nisser som undertegnede skulle erklæres inhabile i forhold til at vurdere ’Magi i luften’, men jeg vil nu gøre et forsøg alligevel.






























