De er kommet for at blive, the Transformers – de robotlignende metalvæsener fra planeten Cybertron.
Blive på biograflærredet, nu med film nummer 3. Men også blive på Jorden, som menneskenes allierede. Og et godt værn mod deres egne modstykker fra Cybertrons mørkeste kroge, de lige så kæmpemæssige og metalstrittende decepticon’er.
LÆS OGSÅ
Det oprindelige 80’er-legetøj – modelbiler, der kunne foldes ud til kantede, metalliske robotskikkelser, en art grov-lego – har Michael Bay med action- og musikvideobaggrunden nu på fire-fem år fået tre støjende, men også lidt forrygende smæk for skillingen-film ud af, alle med Steven Spielberg i spidsen for producerholdet som garant for målsikker legesyge.
Autobotter
Sam Witwicky (Shia LaBeouf) er fra etterens teenager vokset til at være præsidentmedaljeret arbejdsløs, afskåret som han er fra at få job med det, han egentlig kan: danse med robotter.
Eller ’autobotter’, for de styrer sig selv, har bevidsthed og sprog – og for resten ligner de alle sammen noget fra en autoforhandler (så lastvognstog-forhandler da), når de er foldet sammen. Udfoldet kan de have højde som skyskrabere, alt på dem er kampberedt stærkstrøm og tungt, skarpt metal.
LÆS OGSÅ
Denne gang afsløres en kraft fra det ydre rum, søgt på Månens mørke side af Apollo 11-mandskabet i 1969, men bragt til Jorden af russerne og medvirkende til Tjernobyl-kraftværkets sammenbrud.
Den kraft – nogle fritsvævende, lysende stave, ligesom uranstave – lokker også the Decepticons, nogle grumme sataner, der ligner en krydsning af Matrix-rovdyr og Kædesavsmassakrens isenkram.
Ironi
Når den slags vulgær-science fiction virker, skyldes det Bays formidable tæft for aldrig at give tilskueren et roligt øjeblik.
Det gemytligt drillende forhold mellem teenage-Sam og hans autobot, den gule Bumblebee, må her vige pladsen for et plot: Med den rige menneskeskurks efterstræbelse af Sams smækre kæreste, Carly, og med dobbeltspil hos en af de autobotter, vi stolede mest på, er der ustandseligt skiftende overtag i kampen. Og jeg mener: ustandselig.
Den digitale pulverisering af Chicago virker, som om den aldrig vil holde op. Glimt af selvironi er tiltrængt her, men det får man så også med modsætningsmakkerne Frances McDormand og John Turturro som hhv. bureaukratisk sikkerhedschef og uafhængig, stjernegal robotnørd.
fortsæt med at læse
