Der er tit opløftende at se børn lege: Energien, alvoren, evnen til at improvisere og eksperimentere virker smittende.
Noget lignende gælder de bedste passager i denne anden ombæring af ’Transformers’:
Man havde gerne siddet med foran computerparken, da de store drenge med Steven Spielberg i spidsen som producer sad og legede sig frem til dette digitalorgie af en stjernekrig på blankt isenkram.
46 robotter og 20 terabytes
145 terabytes kapacitet havde de til rådighed, hvor etteren måtte klare sig med 20 terabytes disc space, du ved nok?
Men så har toeren her også 46 robotter, hvor kun 14 robotter medvirkede i 2007-udgaven!
Robotter i alle størrelser, fra en myg til et monster på en halv pyramides højde – og med kræfter til at forvandle kongegraven til et stenskred, når metalarmen svinges med en fart af 600 km/t.
Jo, de har virkelig moret sig, og den slags smitter. Lidt anderledes forholder det sig med kun at se på resultatet af morskaben – og uafbrudt i to en halv time.
80'er legetøj
Glem alt om danske transformatorstationer langs landevejene: Transformers var et stykke 80’er-legetøj, som datidens drenge nu som mænd har blæst op i Imax-lærredets størrelse med grundlæggende samme ide:
Væsener fra det ydre rum, skabt af metaldele, har invaderet Jorden og kan skjule sig i de mest skuffende forklædninger:
som en isbil, som en lækker Camaromodel eller som et lokum af en ottehjulslastbil. Når sidstnævnte folder sine millioner af hestekræfter ud i fuld figur, er den højere end rådhustårnet – men uendeligt god!
Bedrageriske rumvæsener
Optimus Prime hedder skrumlet, chef for de gode autobotter og derfor på jordboernes side i kampen mod de andre rumvæsener, de onde decepticoner.
Det er dem, der lever af solenergi og på rejsen i rummet for længe siden udså sig vores sol som næste måltid.
Nok så bedragerisk, deceptive, ligner de skrotbunker, men når de folder sig ud, bliver de insektlignende megamonstre med lutter skarpe metaldele og små, ondt blinkende røde lampeøjne.
Vor mand på denne universets skrammellegeplads er ligesom sidst lille Sam Witwicky, den godmodigt udseende Shia LaBeouf, som nu skal på universitetet – men dårligt når igennem første dobbelttime, før den gamle krig bryder ud.
Lækker heltinde
Søde, lækre Mikaela (Megan Fox) hjemmefra må redde ham fra en decepticon, forklædt/afklædt som sexet studine. En magtsyg regeringsrådgiver tager kommandoen med katastrofale følger, og rumvæsenernes krig er i gang på Jordens hjemmebane, med hele militæret på sidelinjen.
Praktisk nok forlægges scenen til Mellemøsten – dér var US Forces jo i forvejen. Og Spielberg har altid været vild med pyramiderne, Petrabjergenes tempel osv.
Skrabet plot
Klir-klang og dyt-båt! Enormt og overvældende første gang. Og igen lige efter, hu hej, Bay er stadig ikke til eftertænksomme pauser, og hvad skal de også i en actionfilm?
Men tredje isenkramkollision – og femtende?
Her er brug for en historie, men både den lavkomiske og rørende, om Sams forelskelse og om hans forældre og deres midaldrende samliv, og den universalmytologiske om de syv Tolkienlignende Primere, hvoraf én, Den Faldne, er gået over til den mørke side – ja, begge plots får vi kun i helt skrabet form.
Nærdødsoplevelse for kedelig
Med fart og tempo er det jo sådan, at mere vil have mere. Selv en nærdødsoplevelse opleves her som antiklimaks, når man er på actionspeed.
Samtidig med at man ikke kan rumme mere! Det paradoks er lige så umuligt for ’Transformers’ at slippe ud af, som det er for de flinke autobotter at vende hjem til planeten Cybertron – den er tilintetgjort.
De hænger på os – ligesom vi hænger på den fortsatte optrapning af destruktionsunderholdning.
fortsæt med at læse
