Drømmen om evig ungdom, alvidenhed eller almagt opnået ved en djævlepagt eller andre dødbringende bivirkninger er jo betydeligt ældre end bogtrykkerkunsten.
Vistnok bygget på et udviklingsstadie, vi alle passerer, nemlig førskolebarnets drøm om omnipotens. At nogle af os aldrig når helt igennem det Pippi Langstrømpe-stadie, vidner underholdningsindustrien om. Herunder den gedigent underholdende ’Limitless’.
Men det fine er, at den gamle historie fortælles, som var den splinterny. Dels ved en opdatering af fortællingens miljø og detaljer, så udfoldelsesscenen for den grænseløse viden nu er Wall Street & Omegn.
Dels ved anskueliggørelse af den alvidendes bevidsthedstilstand via fuldstændig overvældende optiske tricks bygget på skarp visuel opfindsomhed.
En susende tur gennem storbyen
Det kører fra første billede: En mand står på et balkonrækværk højt oppe i en skyskraber og overvejer springet. Og så tager kameraet, hvad der opleves som én lang kameratur ned langs facaden – og det er ikke slut med dét.
Senere følger vi med kameraet frem gennem en af Manhattans bilkøer gennem bilernes bagruder og kabiner. Teknikken bygger vist ’bare’ på en stribe zoom fra fremadrykkende faste indstillinger, måske med digital hjælp.
Men det er virkningen, der tæller: En susende tur gennem storbyens færdselsårer og stormagasinets arkader, i samme fart, som info passerer nervebaner og synapser, lige før din hjerne når kogepunktet.
Storbyens kulisser bades i den susende forbifart i guldskær, lynglimt af ’hjerneskanning’ klippes ind ... og vips: Du har det ligesom hovedrollen Eddie Morra, når han er på toppen!
Kan du genkende virkningen, gætter du også årsagen: en pille. Ikke speed, men filmens ukendte NZT, endnu ikke afprøvet og frigivet, men i stand til at udvide adgangen til 100 pct. af hjernens kapacitet mod de normale 10-20 pct.
En billet til toppen
Bevidst såvel som fortrængt stof, glemte minder, primtalsrækker og algoritmer – simpelthen alle eksterne harddiske oppe på skærmen samtidig!
Eddie Morra var ellers forfatter in spe, men uden en linje på papiret. En taber med Bradley Coopers skægstubbede og fedthårede ydre, forståeligt forladt af sin mere tjekkede kæreste Lindy, (den ’Sucker Punch’-aktuelle Abbie Cornish forvandlet til intellektuel med en korthårsfrisure).
Men pillen er en billet til toppen, det er, som om han både skærpes og mangedobles:
Snart er romanen skrevet og han selv ansat som finanstroldmand hos Wall Street-milliardæren Carl Van Loom (Robert de Niro) til at stå for energimarkedets største fusion nogensinde. Kendte og ukendte vil have del i vidundermidlet, som er ved at slippe op.
Gnistrer i alle receptorer
Det er helt igennem Coopers film. Trimmet og tjekket i den rolle, som Shia LaBeouf først fik tilbudt (næsten en fortsættelse af hans rolle som troldmandens udfordrer i ’Wall Street – Money never sleeps’), bryder Bradley Cooper igennem og fejer med isblå øjne og skarp profil alle grimme minder om ’Tømmermænd i Vegas’ af vejen.
Neil Burger (’The Illusionist’) må deles med fotograf Jo Willems om æren for de optiske bedrag, mens Leslie Dixons manus bygger på romanen ’The Dark Fields’ af Alan Glynn.
Pillens nærmere sammensætning svæver i det uvisse, om end bivirkningerne rækker fra kvalme til død. Og for resten: Er total hukommelse nok til at styre verdens aktiemarkeder – skal kombinationsevnen ikke også hvæsses lidt?
Men den slags når man dårligt at dvæle ved, for hver gang filmen læner sig over i dusinthrilleren – og vi får både forfølgelse i Central Park, indbrud gennem panserdøre, løse legemsdele med posten osv. – brydes rutinen af en rutsjetur gennem en limitless zoom-bane, så det gnistrer i alle receptorer.
fortsæt med at læse
