Pubertetstragedien er næsten en genre for sig, og den film, som britiske Alicia Duffy vakte berettiget opmærksomhed med i Cannes’ sidekonkurrencer forrige år, kunne blot noteres som en dygtig, meget britisk stiløvelse inden for genren, hvis ikke det var for castingen og instruktionen af især de to hovedrolleskuespillere.
Skæbnesvangert
Jack Gleeson spiller den 11-årige irske dreng Dara, som sammen med sin bror bliver anbragt hos en fransk tante på landet i Provence. Drengene har lige mistet deres mor, og Dara er ude af balance, da han møder den jævnaldrende Bella, en engelsk nabofamilies datter spillet af Imogen Jones.
Hun skælmsk og håndfast lokkende, han i dirrende svingning mellem mismod og overmod i det tab af moderen, som han ingen hjælp får til at bearbejde.
Den spæde flirt og tiltrækning mellem de to er hele filmen værd, men udarter som antydet i retning af katastrofen.
Da Dara bliver for besiddende, retter Bella i stedet sin opmærksomhed mod den mere ligevægtige bror Eoin, og ung idyl tilter over i Kain og Abel-retningen mod landet Øst for Paradis – selv om Gleeson er en mere nervesitrende type end James Dean, og Imogen Jones en mere grænsesøgende backfisch end Julie Harris i Kazans gamle Steinbeck-filmatisering.
Forudsigelige chokvirkninger
Forviklingernes følger bør nok ikke røbes her – selv om ens bange anelser sandt at sige med stor præcision er nogle skridt forud for begivenhederne gennem hele sidste halvdel af filmen. Tragedien er simpelthen for tydeligt lagt til rette med alle rekvisitter på rette plads, inkl. naturens
LÆS OGSÅ Rørende dokumentar viser livet på verdens største losseplads
Den forudsigelighed svækker jo de tilsigtede chokvirkninger, og de voksnes manglende interesse for de to unge, bekvem i begyndelsen, virker i det lange løb ikke alene katastrofeforstærkende, men også mere overdreven end sandsynlig.
Litterær som en filmatiseret engelsk mellemkrigstidsnovelle virker filmen i lange passager, men den nu 39-årige Duffy har selv skrevet manus til sin dygtige, længe også bevægende spillefilmdebut, hvor den franske del af dialogen ikke må oversættes: Vi skal føle os lige så fremmede, som drengene gør.
Velkendt er til gengæld pubertetens melodrama, og med to så skønne kræfter i spidsen tager man sig i et formasteligt ønske:
Tænk, hvis de i stedet havde fået lov at folde sig ud i en komedie! Hvor langt mere uforudsigeligt!
fortsæt med at læse
