5-årige Natan vender sin slanke, solbrune ryg til kameraet og læner sig ud over forstævnen på den lille motorbåd, hvorfra han i Mexico fisker sammen med sin farfar og sin far.
Motoren får bølgerne til at give hektiske skvulp fra sig. Natan lader fingrene spille i vandets mange blå nuancer.
Og instruktøren og fotografen Pedro González-Rubio bag filmen ’Til havet’ går så tæt på, at man som tilskuer næsten kan føle og dufte drengens nydelse.
Uden at nogen formulerer den højt eller i det hele taget kommenterer, hvad der sker.
Bringer beskueren helt nær
’Til havet’ er en mexicansk produceret prisvinderfilm uden speak og underlægningsmusik. Ja, i lange passager også uden replikker.
Det er billederne og optagelserne af stedets lyde fra hav til himmel, som bærer ’Til havet’, og derfor lykkes det for den debuterende instruktør at bringe beskueren meget nær Natan, faderen, bedstefaderen og historien.
Kun indledningsvis forklarer faderen og moderen, hvad der sker og hvorfor.
Fra Mexico til Rom
Natan er født i Mexico. Her opholdt hans italienske mor sig i nogle år sammen med hans far, der stammer fra mayaindianerne.
Da forholdet gik i stykker, flyttede hun hjem til Rom sammen med sin Natan. Der lever han i den travle storby som enhver anden vestlig dreng.
I den delvis rekonstruerede film kommer han i nogen tid på besøg hos faderen og oplever gradvis større og større samhørighed med et helt andet liv end det, han er vant til.
Kærligheden mellem far og søn
For det meste blot iført badeshorts lever faderen et simpelt, men også farligt og vildt liv i Banco Chinchorro. Boligen er en vindskuret træhytte på pæle midt i verdens næststørste koralrev.
Natan lærer at fiske, snorkle, være med til at rense fisk, passe på krokodillerne, spise nøjsomt, sove i hængekøje.
Og ikke mindst kommer han tæt på sin far. Uden at bedømme drengens to vidt forskellige baggrunde i Rom og Mexico viser ’Til havet’, hvordan kærligheden mellem far og søn vokser i et tempo, der har en meditativ ro ligesom selve filmen.
Tålmodighedskrævende oplevelse
Det er en lille film med stor poesi, som Pedro González-Rubio har skabt. Som den skrider frem, bliver der sagt flere ord.
Indimellem er det forstyrrende og synd, fordi den i øvrigt bringer tilskueren ind i en særlig atmosfære af nysgerrighed og ro.
Når man først har vænnet sig til den tålmodigheds- og koncentrationskrævende visuelle oplevelse og til, at der ikke skal ske andet end det, der nu engang sker.
Om så solen farver havet grønt, og de opholder sig på stranden, hvor Natan med hele ryggen fuld af sand går hånd i hånd med sin far.
Eller monsunregnen hamrer på hyttens tag, så de to må blive inden døre og giver sig til at slås for sjov.
Fauna og flora
På et tidspunkt skal Natan hjem igen. Til sine kammerater, sit tøj, tv og moren. Det er han vemodig over, men han virker også glad for livet i Rom.
Ligesom han synes at være i harmoni med den tid, hvor han bor i Mexico med få materielle ting. Uden videre accepterer han fraværet af teknik og tilstedeværelsen af fauna og flora.
Som om de to hjem ikke er modsætninger. Men det naturligste i verden.
fortsæt med at læse
