Det er ikke JazzKays Montmartre i Nørregade fra 1970’erne. Det er heller ikke det nye Montmartre, som genåbnede i St. Regnegade eksklusivt i 2010. Det er derimod det rigtige Montmartre, som Christian Braad Thomsen hylder i sin stemningsfulde dokumentar ’Blues for Montmartre’. Det St. Regnegade-Montmartre som havde sin storhedstid i 1960’erne , hvor det siden 1961 blev ledet af den tidligere tjener Herluf Kamp Larsen. »For mange af os, der var unge dengang, blev det en blanding af dagligstue og jazz-universitet«, mindes Braad Thomsen i et tonefald, der ikke er uden forståelig nostalgi. Det var noget andet, da man var ung, og jazz var hip og den islandske sweater pegede frem og ikke tilbage.
LÆS OGSÅ Ny dansk film om Montmartre får verdenspremiere
Det personlige tonefald fastholdes naturligt, fordi Braad Thomsen med sin på én gang musikalske og pertentlige diktion selv agerer anekdotisk fortællerstemme. ’Blues for Montmartre’ handler i det hele taget mere om et personligt blik på det københavnske jazzmekka end om at fortælle den definitive historie. Det er, som titlen siger, en blues og ikke en historielektion. ’Copen Haven’ Historien om Montmartre i Store Regnegade fortælles uden voldsomt mange faktuelle oplysninger. Så hellere lade en række talende hoveder fortælle gode historier. Musikerne Alex Riel og Marilyn Mazur fortæller, og det samme gør tennisfilosoffen Torben Ulrich og ikke mindst Henrik Woldsgaard-Iversen, der kom til at kende gud og hvermand. Og målt med jazz-alen var det en hel del halv- og helguder, der stod på scenen i Montmartre.
