Selv om man aldrig skal vende tilbage til en fuser, er Disney-studierne tæt på med dette forsøg på at revitalisere og delvis nyskabe tegnefilmversionen af briten A.A. Milnes gamle børneklassiker om sønnen Christopher Robins (på dansk: Jakobs) enfoldige tøjdyr og deres små eventyr, verden over uudsletteligt knyttet sammen med E.H. Shepards stemningsmættede tegninger.
John Lounsbery og Woolie Reitherman, to af Walt Disneys ’ni gamle mænd’, stod for sammensyningen af tre kortfilm til den første, allerede lettere kiksede Peter Plys-film for 34 år siden, og siden er det bumpet af sted så ujævnt, som sad Tigerdyret ved roret – eller filmene var tænkt til videohjemmemarkedet som de fleste andre discount-sequels til Disney-tegnefilm.
Senest fantaserede filmfolkene sig i 2005 til historien om ’hafferlaffen’.
Back to basics
Nu med Pixars John Lasseter ved roret i Burbank-studierne prøver de så igen.
Tre-fire oprindelige Plys-kapitler – bl.a. det om Æslets hale og om væseldyret, her omskabt til bøhmandsfantasien Herr Strax – danner løs og sært upointeret ramme omkring otte sangnumre i et forsøg på at ’genopfinde’ den honningglade bamse.
Back to basics, har de vist tænkt: akvarelbaseret 2D-tegnehåndværk og Milnes tekst taget som gidsel så bogstaveligt, at figurerne leger med bogstaver og linjer i bogen, mens fortællerstemmen lyder.
Det giver glimt af Shepard-(kopi-)tegninger fra bogsiderne, men selv dette retro-greb understreger snarere forskellen end genskaber bogens lavmælte genialitet.
Stemmer som Kængubarnets og Tigerdyrets er stadig overstyrede, som tv i de tidlige morgentimer.
Honning-surrealisme
Ikke mindre end otte handlingsafbrydende sangnumre – med Henry Jackman som komponist – lugter også af Disney-retro, men der er kun halvandet hit imellem.
Til nogle af sangene skifter tegnestilen virkningsfuldt til hhv. farvekridt a la børnetegning og ’honning-surrealisme’ a la Dumbos delirium tremens, men værdsætter småbørn det?
Tempoet er i hvert fald stadig for heftigt til at rumme bøgernes charmerende enfold, og hvilken målgruppe har Hall & Anderson overhovedet haft i tankerne?
Nå, man kan jo aldrig vide, hvad bier tænker – endsige animatorer. Men Disneys Plys ligner nu fortsat ikke Milnes ret meget mere, end Plys selv lignede en lille sky på en blå himmel, da han hang dér under ballonen.
