Nathan Zuckerman er den faste alter ego-fortæller, hvormed forfatteren Philip Roth distancerer sig fra stoffet i sine romaner, men samtidig trænger han sig gevaldigt på, bevidst narcissistisk i al ubeskedenhed. Kan sådan en figur overføres direkte til film, som en alvidende voiceover , der også ses i billedet som bifigur? Ja, det har Robert Benton (instruktør af bl.a. 'Kramer vs. Kramer') og hans manusforfatter Nicholas Meyer valgt - og det bliver både en styrke og svaghed, om end ikke filmens eneste. Nicole Kidman er f.eks. også en styrke, Anthony Hopkins alt i alt en svaghed, skønt det omvendte havde været heldigere. Coleman Silkhedder den skarpe, ældre professor i klassisk filologi, der bliver nødt til at gå af, fordi han i arrigskab over nogle studerendes stadige fravær retorisk har spurgt, om de mon er spøgelser? Ulykkeligvis er 'spooks' også slang for 'sorte', og dét er pjækkerøvene netop. Sagen rejses, kollegerne svigter, og i opstandelsen dør hans kone af et hjerteanfald. Silk opsøger forfatteren Zuckerman, der lever som eneboer i skoven, for at få ham til at skrive historien. De bliver venner, forfatteren som en slags detektiv i Silks fortid. Dén fortid dukker nemlig nu op med professor Silks uventede genopdagelse af en erotisk lidenskab, som han genkender fra sin fortrængte ungdom. Hemmelig er den, og netop som følge af racefordomme, erfarer vi et godt stykke inde i filmen. Meget hvid i huden har den unge Coleman Silk valgt at fornægte sin sorte familie for at opnå en 'hvid' karriere og kone. Hans egne spor - titlens fejltrin, 'pletter af menneskelighed' - i dette traumatiske landskab kommer til syne i lange flashbacks med sympatiske Wentworth Miller som den unge Coleman. Fremkaldt, selvfølgelig, af den nu ekstra ironiske racesag ved fakultetet, men også af hans forhold til Faunia. Hun er hansmodsætning, socialt som rengøringsassistent på universitetet og det lokale posthus, og af temperament med en blanding af uforstilt kropssult og rå illusionsløshed, også dén med en fortrængt fortid som årsag. Nicole Kidman har jeg aldrig set spille bedre, slidt og dog yndefuld, for første gang helt uden selvkælen beregning. Des vanskeligere bliver det at fatte, hvad hun vil med Hopkins, for fra indledningens aggressive dynamik taber hans karakter højde - hans sammenbidte følelsesudbrud og fysiske udfordring af hendes skøre eksmand af en vietnamveteran bliver postulater. I Roths roman 'En menneskelig plet', udgivet på dansk af Gyldendal, fremstår veteranens desperation og fortællerens resignation tilsammen som en art forfrossen sandhed om en selvbedragerisk verden uden de antikke tragediers skæbne som rationale. Dét lykkes knapt nok for den ambitiøse film, der ellers fastholder det livsfarlige møde mellem disse to på en tilfrossen sø i ødemarken som slutscene. Ed Harris har ellers dybdeglød som krigsskadet stjernepsykopat, og Gary Sinise stråler af reserveret intelligens som Zuckerman. Men historiens tre tråde - om mænds venskab, om elskovs ild i gamle huse og så det traditionsrige amerikanske tema om 'raceforræderi' - vil hverken smelte eller fryse helt sammen til én.