»Det er træls at være så bette som os«.
Denne – især for børn – eksistentielle iagttagelse udgør en slags omkvæd i fortællingen om Orla Frøsnapper, en perle i et af Danmarks bedst kendte forfatterskaber gennem nogle børnegenerationer.
Ole Lund Kirkegaard – der døde i 1979 og ellers ville have rundet de 70 sidste år – er kanoniseret som dansk kulturarv, også på film.
LÆS OGSÅ Hvorfor gik det så galt for Gummi-Tarzans far?
Rumle Hammerich, Brita Wielopolska og Jørn Faurschou har instrueret hver sin, men det er Søren Kragh-Jacobsens 1981-filmatisering af ’Gummi Tarzan’, der kom med i det kulturministerielle kanonudvalgs børnekulturkanon.
Debutbogen ’Lille Virgil’ fra 1967 og ’Orla Frøsnapper’ fra 1969 lagde i 1980 tilsammen titel til den første live action-filmatisering af Lund Kirkegaard. Den instruerede Gert Fredholm, der nu 30 år senere står for den afgørende – og strålende – stemmeinstruktion.
Gode tilføjelser
Og med dagens premiere på ’Orla Frøsnapper’ som digital 3D-animation lykkes det endelig helt: at genskabe det særegne miks af naivistisk fabuleren, grotesk figurtegning og børnevenlig situationskomik, som gjorde bøgerne enestående.
Deres anarkistiske livslyst i forenklede, oftest lidt gammeldags universer og altid oplevet fra børnenes undermålersynsvinkel – det er genfundet med nye midler. Også selv om historien er tilpasset på forskellig vis.
Landsbyen ligner sig selv – bedre end nogensinde i live action-filmene – fra forfatterens egne tegninger, komplet med tykke fru Olsen og Smeden, med grisestier, plankeværker, hønsehuse og ramponeret vindmølle i klare farver.
Men den seje jegfortæller har f.eks. fået et navn, Victor; og en slags veninde, vakse Clara, der er kusine til Victors nørdede forsigtigper af en ven, Jakob, der opfinder vilde dingenoter såsom en motordreven spaghetti-gaffel.
En anden vidunderlig nyskabelse er førskolebarnet Louis, hundeangst for alt det, hans storebror har bildt ham ind.
Landsbyens børnetyran
Men ikke mindst er bogens navnløse slagterhund her forfremmet til Victors mest uadskillelige følgesvend og stjerne for en aften i Cirkus Bardini.
Bogens fabelagtige galleri af cirkusartister møder vi også, men ikke i manegen. Dér optræder ’Victor og Pølse’ med stor succes – især fordi Orla Frøsnapper prøver at stjæle billedet såvel som hunden efter at have spærret Victor inde.
Med tilføjelser og udeladelser et velproportioneret, afvekslende plot med spænding, komik og endda præpubertær romantik – Pølses forelskelse i den cyklende cirkuspuddel!
Og selvfølgelig med titelfiguren i centrum.
Landsbyens børnetyran med fugleredehår og grimme tænder er filmens scoop, på én gang en ulidelig lemmedasker og en stakkels ensom outsider – »Det er nu også lidt synd for ham Orla«, kommenterede et empatisk anmelderbarnebarn bag mig tidligt under presseforestillingen.
Nemlig – og derfor bliver staruttens sene, ufrivillige succes en tiltrængt befriende udgang.
En fest for alle
Det er træls at være så bette, men endnu mere træls, fremgår det midt i komikken og skarnsstregerne, at være ucharmerende, stor og kikset.
Så selv om en bette og vågen også her er bedre end en stor og doven, gælder det dog for frøsnapperen, der blev kanonkonge, som det gjorde for Gummi Tarzan: »Der er altid noget, man er god til, man skal bare finde ud af, hvad det er«.
Således er filmen sin egen og rammer dog samtidig Ole Lund Kirkegaards uforlignelige grundtone klart. Med det meste animationshåndværk udført i Kina dog en fuldbåren gentolkning af pæredansk børnekulturarv.
En fest for alle aldersklasser, fra de knæhøje til de krumbøjede.
fortsæt med at læse
