Nytårsaften skuffer også fælt på film

Sødsuppesjap. I rollen som en døende fotograf leverer Robert De Niro en regulær frikadellepræstation i sentimental romantisk komedie, der gør sig klogere på livet, end skuespillet og manuskriptet tillader.
Sødsuppesjap. I rollen som en døende fotograf leverer Robert De Niro en regulær frikadellepræstation i sentimental romantisk komedie, der gør sig klogere på livet, end skuespillet og manuskriptet tillader.
Lyt til artiklen

Garry Marshall har inviteret mange kendte gæster til sin nytårsfest.

Michelle Pfeiffer og Robert De Niro, Ashton Kutcher og Josh Duhamel, Halle Berry, Hilary Swank, Jessica Biel og mange andre. Selv rockstjernen Jon Bon Jovi er inviteret med for at optræde som popidol med det usandsynlige navn Jensen.

Dog, som det så ofte går, har nytårsfesten svært ved at honorere de opskruede forventninger. Trods en glitrende gæsteliste og en instruktør, som ofte har bevist sit håndelag i filmkunstens lettere ende, fuser filmfesten ud som flad champagne. Garry Marshall er manden bag ’Pretty Woman’, ’Runaway Bride’ og sidste års højtidshit ’Valentine’s Day’. I ’New Year’s Eve’ har den 76-årige Marshall desværre nået det sentimentale stadie.

Tunge floskler
Vi bør behandle hinanden bedre. Vi skal turde tage chancen og stole på hjertets sprog. Jo jo, men det gør det ikke lettere at se Robert De Niro levere en regulær frikadellepræstation som døende fotograf.

Michelle Pfeiffer lyser op som den midaldrende sekretær Ingrid, der ved hjælp af den unge budstik Brendan (Zac Efron) får nyt mod på livet på årets sidste dag. Men det meste af skuespillet er så stift og skinnende som de mange nypumpede lipgloss læber.

’New Year’s Eve’ udspiller sig omkring den årlige folkefest på Times Square. Nytårsaften skal en række skæbner mødes i mylderet. Børn skal fødes, teenagere kysses, gamle kærester genfinde hinanden og de desillusionerede få nyt håb.

Kun få af de mange historier når imidlertid at vække nogen form for interesse i en gumpetung og kun glimtvis hyggesjov film iscenesat uden megen charme eller rytmisk elegance. I stedet for at perle uhøjtideligt, sjosker filmen sentimentalt fra den ene floskel om bristede illusioner og fornyede håb til den næste. Selv de komiske figurer fisket op fra New Yorks etniske smeltedigel, falder tungt til jorden.

Skamløs reklame
’New Year’s Eve’ udspiller sig på den kommende nytårsaften. Det er altså en profeti.

Men det eneste, den forudsiger, er, at ’Sherlock Holmes 2’ snart får premiere. Det fremgår nemlig temmelig skamløst af de gigantiske reklamer på Times Square filmen igennem.

Tak for kaffe og produktplacering og skål for året, der gak.

Kim Skotte

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her