0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Der er et smerteligt fravær af klaske lår-humor i komedien 'Mother's Day'

Alle filmens stjerner bliver gjort til personlighedsløse kvindestereotyper, der søber rundt i egen endimensionalitet.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I den romantiske komedie 'Mother's Day' knyttes tre generationer sammen på Mors dag. Sandy er alenemoren, der forsøger at få gang i karrieren hos en feteret tv-vært, mens hun pludseligt står overfor en spirrende romance med Bradley, der også opdrager sine døtre alene. Jesse er karrierekvinden, der aldrig ser sine forældre - indtil de en dag dukker uanmeldt op i hendes lejlighed. Og sidst er der Kristin, der blev bortadopteret som barn og nu opsøger sin biologiske mor, tv-værtinden Miranda. Kilde: SF Film

Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I pressematerialet til komedien ’Mother’s Day’, som er Garry Marshalls tredje stjernespækkede komedie om/til kommercielle højtider efter sødladne ’Valentine’s Day’ og ’New Year’s Eve’, beskrives det, hvordan den 81-årige instruktør har en rutine med sine faste medarbejdere. De skal skrive ideer til filmen ned på en lille lap papir. Dårlige ideer krøller Marshall sammen og putter i bukselommen. Gode ideer ryger i skjortelommen.

Trods det er ’Mother’s Day’ en meget dårlig film med en smerteligt fraværende evne til den hyggelige klaske lår-humor, den tilstræber. Måske fordi:

I skjortelommen kom ideen om at hyre Julia Roberts, der har fået 3 millioner dollars for i fire arbejdsdage at rutinespille en kynisk tv-shop-personlighed, der viser sig at være et følsomt (det vil her sige: moderligt) menneske, der blot skjuler sig bag sin (kvinde)karriere. Stift smil bliver til tårer og tandsmil. Det er nemme millioner til Roberts, der også tolererer en enkelt ’Pretty Woman’-reference, der mest minder om, at det er 26 år siden, at Marshalls karriere peakede med den.

Kvindestereotyper

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter