En hverdag på politistationen er et virvar af mange sager, typer af forbrydelser og menneskeskæbner både i civil og uniform.
Det ved de fleste af os, ikke mindst fra tv-serier som ’87th Precinct’ eller vor egen ’Anna Pihl’.
Tv-stationerne Canal+ og Arte har da også været medproducenter på ’Polisse’, som vandt Juryens pris i Cannes i år – selv om det ikke er nogen ubetinget vellykket film.
Måske skulle den faktisk hellere have været en tv-serie?
Fra klip til klip
Scenen er en særlig politiafdeling for beskyttelse af børn og unge – ikke kun det »sædelighedspoliti«, som underteksterne oversætter afdelingen til.
Her efterforskes godt nok både pædofilimistanker og teenagesex på internettet, men folkene på stationen tager sig også, i tilsyneladende tilfældig rækkefølge, af uledsagede flygtningebørn, fjerner midlertidigt alle børn i en romalejr og lånes sågar ud til en helt anden afdelings narkoraid i et stormagasin.
Alt sammen ligesom i tv-serier: i hurtige klip fra det ene til det andet, men her uden at nogen af sagerne følges til vejs ende.
De længere tråde i handlingen bliver derfor strømernes private skæbner.
Man savner modenhed og selvindsigt
Iris er f.eks. kontrolfreak med seksuel ulyst og spiseforstyrrelser, men hun afholder sig ikke fra at give gode råd til makkeren Nadine om at lade sig skille fra sin mand.
Både manden og Nadine har været utro, men hun selvfølgelig kun »af kærlighed«, og som Iris uanfægtet fastslår: »Følelser er ædle, men pikken er ulækker!«.
Dén forenkling er desværre repræsentativ for mange af kollegerne på stationen: en rystende mangel på modenhed og selvindsigt.
Ingen finfølelse i korpset
Filmen igennem er der ikke en arbejdssituation uden gnistrende mundhuggerier eller direkte håndgribeligheder mellem strømerne indbyrdes, kun i de mange pauser på værtshus mærker man lidt holdånd.
Finfølelse bruger de ikke dér i korpset. Under penible afhøringer af incestmistænkte fædre eller ekshibitionistiske teenagepiger hænger to-tre kolleger f.eks. gerne ud i det åbne kontorlandskab bagved og blander sig ugenert.
Hvis de da ikke ligefrem bryder sammen i grin!
Forældre når det passer dem
Et tilløb til komplekse følelser – efter modellen ’konflikt som tilnærmelsesforsøg’ – udvikler sig mellem strømeren Fred (voldsomt overspillet af den ekskriminelle rapper Joeystarr) og fotografen Melissa (instruktøren Maïwenn selv), som indenrigsministeriet har bedt om at følge holdets arbejde.
Begge figurer er allerede forældre, om end kun når det passer dem.
Og børnenes reaktion på forældrenes opbrud fra samlivet interesserer heller ikke filmen, som nøjes med at fokusere på de to ekstremt mutte voksnes befriende glæde ved romancen med hinanden.
Rodet komposition og psykologisk overfladiskhed
Trods de livsens alvorlige temaer virker hele filmens syn på børn overfladisk og sentimentalt.
Cannes-prisen må bl.a. skyldes den dynamiske og direkte realisme i mange af actionscenerne og måske også en fransk faible for ’dagligdagsnære kollektivfilm’ i disse år.
Men det opvejer i mine øjne ikke en rodet komposition og en psykologisk overfladiskhed, der trods overlæsset dialog betænkeligt nærmer sig det afstumpede.
Manglende indsigt
Det er opmuntrende at se en fransk film, der uden påklistret intellektualisering uskrømtet retter blikket mod store menneskelige problemer i samværet mellem børn og voksne.
Men nedslående, at den gør det med sådan en mangel på (vilje til) dybere indsigt.
Man håber for fransk retssikkerhed, at den ikke i den virkelige hverdag er overladt til et korps af mennesker, hvis egen modenhed er så underudviklet!
