Voksne kan takke sig selv for en del af børns unødvendige rædsel for, om der er mere mellem himmel og jord, end godt er.
Dels pga. ammestuesnak som dén om tandfeen, der betaler for løse tænder med gangbar mønt, men nok så vigtigt: på grund af voksnes ignorering af ungernes skræk, som bare gør den værre.
Begge dele ligger bag denne ny gyser – men så langt tilbage, at det drukner i ny overtro af en værre skuffe.
Filmen blander gotiske subgenrer som spøgelseshuset og børnekannibalisme til en ret ulækker cocktail.
Kidnappet af usynlige småkræ
Optakten viser os naturmaleren Emerson Blackwood (alias ’Schwarzwald’) på sit yderste:
Selv tandløs røver han med stor voldsomhed sin stuepiges tænder for at give dem til nogle hviskende og hvæsende, men foreløbig usynlige småkræ i en brønd eller bundløs ventilationsskakt under det store hus med de mange kviste og gavle og blyindfattede ruder.
Men kræene vil ikke opfylde deres del af handelen og levere hans otteårige søn tilbage. Tænder er ikke nok, tværtimod ...
Barnet får skylden for de underjordiskes hærværk
Så springer filmen et (par?) hundrede år frem: Arkitekt Alex og hans kæreste, indretningsarkitekt Kim, prøver at fikse det gamle hus op til indbringende magasinpræsentation og efterfølgende salg, men midt i det hele flytter hans otteårige delebarn ind, mod sin vilje.
Sally hedder hun, bange og med sin vrede rettet ikke mod forældrene, men mod faderens nye kæreste, det ufarligste mål.
Længe tror de voksne derfor, at barnet har lavet det hærværk, der egentlig skyldes de underjordiske.
Sally er nemlig nysgerrig nok til at løsne dækslet til ventilationsskakten i kælderen, mens de voksne har travlt med deres. Og så er fanden løs – eller i hvert fald de blodtørstige småkræ i rottestørrelse, som kun frygter skarpt lys.
Historien er fyldt med huller
Manus og produktion skyldes Guillermo del Toro, der nåede langt ud over gyserens daglige revir som producent på ’Børnehjemmet’ og både er producer og instruktør på ’Pans labyrint’.
Men trods et godt drive er historien her fuld af huller i den almindelige logik og psykologiske snusfornuft.
Faderens affejning af barnet er mere end selvoptaget, den er stupid. Kæresten skal være ekspert i Blackwoods kunst, men aner intet om ham eller hans billeder. Husets gartner kender hele historien, men får aldrig fortalt den. Osv.
Og tegneserietegneren Troy Nixey er virkelig intet naturgeni som personinstruktør, hverken af de voksne eller barnet.
Mørkets farer er svære at tage alvorligt
Især er Guy Pearce som faderen katastrofalt papagtig ved siden af Katie Holmes, der trods alt har nuancer som hans kæreste.
Men værst er det alligevel – for en gyser! – at knirketurene ad husets korridorer og trappe gentages indtil trivialitet, og de små kælderkræ af rotteformat og med bavianfjæs ender med at forekomme mere latter- end rædselsvækkende.
Selv om man er mørkeræd, kan der jo godt lure farer i mørket. Her er de bare svære at tage alvorligt.
