I Danmark anno 2010 må et begreb som ’forsoningspolitik’ ligne en selvmodsigelse. Politik – og så forsoning? Går politik måske ikke ud på at rage fordele til sin egen gruppe og lægge modparten for had?

Unægtelig antyder historien snarere det modsatte: Bæredygtig fremtid bygges af politikere, der kan frugtbargøre forskelle, netop fordi de også evner at forsone modsætninger. Det lysende eksempel fra vor egen tid er Nelson Mandelas indsats som præsident efter det hvide apartheidstyres fald i Sydafrika.

Først et kvart århundrede i den nøgne fængselscelle på Robben Island, mord og forfølgelse på hans familie, og derpå har han menneskeligt og politisk format til, i stedet for hævn, at forlange tilgivelse og forsoning! Af den hvide såvel som den sorte befolkning, der har hadet og myrdet hinanden.

Ingen andre end Gandhi har vel i mands minde vendt sådan op og ned på omgivelsernes vaneforestillinger om politik og retfærdighed.

Yes, we can!
Hvis Mandelas hele liv og tid er for stor en mundfuld for en film, kan formatet da belyses gennem virkningen på andre. Som da Bille August i den udmærkede ’Goodbye Bafana’ viste os den hvide fangevogter Gregory svinge om fra racist til tilhænger, fra bøddel til butler for ’Madiba’.

Lige sådan går det her for den unge, hvide anfører for det rugbyhold, som de hvide afrikanere elsker, og de sorte hader: The Springboks.

Mandela så det politiske potentiale i sporten, da rugby-VM 1995 skulle afholdes i Sydafrika, året efter sin tiltræden som præsident: »Dette land hungrer efter storhed!«. Så selv om ’springbukkene’ både er et taberhold og et apartheid-samlingsmærke, forhindrer han mere radikale ANC-folks forsøg på at opløse klubben.

I stedet kommer holdet på hård træning – og på socialt boldarbejde med alle de sorte unger i de mange townships. Præsidenten selv indgyder holdets tøvende anfører, François Pienaar, tillid og selvtillid, bl.a. via den engelske poet W.E. Henleys 1875-digt ’Invictus’, hvori den ’ubesejrede’ erklærer: »I am the master of my fate. I am the captain of my soul«. Vi hører ekkoet i dag: »Yes, we can!«.

Karismatisk Mandela
VM-finalen mod New Zealand »skabte en nation«, som John Carlins bogforlæg ’Mandelas sejr’ siger det. Og tv-transmissionen ryddede gaderne i Sydafrika, som vi ser det i små glimt: En køter i den tomme gyde mellem skurene, en sort flaskesamlerknægt og to hvide strømere omkring patruljevognens radio.

Præcise registreringer af det forsoningsmirakel, den enestående leder har afstedkommet i befolkningen. Selvfølgelig forenkler filmen gevaldigt. Politik kan jo ikke reduceres til en sportskamp, men Sydafrikas nyeste historie er så rystende en vandring på en knivsæg;

Freemans velkontrollerede spil ligger så tæt på den smilende, spinkle, karismatiske Mandela selv; og Eastwood er så stensikker i sine virkemidler, store som små, at den mere end to timer lange film på én gang gør os til begejstrede rugbytilskuere og »historiens øjenvidner«.

Se listen over alle de nyeste filmanmeldelser her.

fortsæt med at læse

Kontroversiel storfilm om Nelson Mandela får endelig premiere