Forførende farlig håndværker redder dansk provinsthriller

Wupti. Alexandre Willaume løfter svag film i den mørke rolle som håndværkeren Roar, der både er forførende og frygtindgydende.
Wupti. Alexandre Willaume løfter svag film i den mørke rolle som håndværkeren Roar, der både er forførende og frygtindgydende.
Lyt til artiklen

Som komiker kan man stille sig op i en komedie og leve højt på sin komiske timing.

Man kan tillade sig enkelte svipsere, hvis bare de sjoveste indslag holder.

Anderledes er det i et drama eller en thriller, hvor troværdigheden på en anden måde konstant er på spil. Den dygtige og alsidige komiker Jonathan Spang spiller hovedrollen som David i ’Over kanten’.

Som hans kæreste Freja ses Christiane Schaumburg-Müller kendt fra ’2900 Happiness’ og ’Vild med dans’. Som skarp blondine fra den pænere ende af samfundet har hun en klart defineret figur, som har vist sig effektfuld i små biroller.

Men ingen af de to fylder tilstrækkeligt i ’Over kanten’, hvor skuespilleren Alexandre Willaume som Roar – leverandør af håndværkersex og ugler i mosen på Møn – leverer noget mere interessant mørkere stof.

Dansk provinsthriller
Laurits Munch-Petersen vil lave en dansk provinsthriller med amerikanske genrereferencer. ’Over kanten’ starter som et ganske almindeligt dansk mareridt, da en ejendomsmægler fupper et ungt par til at købe en pilrådden rotterede.

Så kan landboidyllen ellers give sig til at krakelere. Med hilsner til James M. Cains sociale noir-univers og Hitchcocks ’Vertigo’ udvikler det romantiske liv på landet sig til et sandt mareridt for spiludvikleren David, der til overflod lider af hitchcocksk højdeskræk.

Snart ved han ikke, hvad han skal tro, da den lokale altmuligmand Roar påtager sig den omfattende reparation af huset og straks begynder at bage på Freja, der ikke er upåvirket. Eller er hun? Er David sygelig jaloux?

Var det Roar, som skubbede sin tidligere arbejdsgiver ud over kanten ved Møns Klint? Er David udsat for et skummelt bonderøvskomplot, eller har hans hjerne taget skade af at udvikle computerspillet ’Real Life’, der leger med drøm og virkelighed?

Legen med genrerne virker ganske veloplagt i begyndelsen, men det viser sig hurtigt svært at tage ’Over kanten’ tilstrækkelig alvorligt.

Skuespillet er skiftevis bevidst karikeret eller ufrivilligt endimensionalt. De professionelle skuespillere tager sig af det første, amatørerne af det andet. Flere af birollerne tror vist, det er ’Frygtelig lykkelig’, de er med i.

Møn er flot

De maleriske Møn-billeder er mere distraherende end stemningsskabende, og at skulle leve sig ind i, at der foregår noget foruroligende, ja måske ligefrem uhyggeligt på lærredet, er simpelthen umuligt.

Forsøget på at bruge Davids arbejde som spiludvikler kreativt i filmens udtryk forbliver alt for halvhjertet til på nogen måde at have en positiv effekt.

Efterhånden som dramaet skal spidse til, flader ’Over kanten’ ud til dilettantisk underholdning. Men Møn er flot.



FACEBOOK

Kim Skotte

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her