I spillefilmen ’Gå med fred, Jamil’ fra 2008 undersøgte Omar Shargawi hadet mellem sunni- og shiamuslimer i et vellykket drama. Nu er den danske instruktør tilbage med den meget personlige dokumentar ’Fra Haifa til Nørrebro’, som fortjent vandt en af filmbranchens Robert-priser for nylig.
For ’Fra Haifa til Nørrebro’ er et dokumentarisk drama mellem far og søn, Omar og Munir Shargawi, der er lige temperamentsfulde. På et tidspunkt foreslår Omar Shargawis datter, at hendes farfar måske kunne erstattes af en anden? Når nu han ikke sådan uden videre følger sin instruktørsøns vink.
Men nej – det kan man ikke forestille sig, når man har set filmen, hvor farfaren, den palæstinensiske flygtning, fra begyndelsen spiller en bevægende hovedrolle.
Undgår floskler om indvandrere
I en tidlig scene i filmen skælder Omar Shargawis far ud på »alle de fremmedarbejdere« på Nørrebro. Allerede her ser man et menneske og en historie, som – i lighed med ’Gå med fred, Jamil’ – overkommer floskler om indvandrere.
På et plan er ’Fra Haifa til Nørrebro’ en historie om en palæstinensisk far og hans søn, som trods farens modvilje sammen tager tilbage til Mellemøsten. Men det er en stor styrke ved Shargawis film, at det kendte, politiske tema blot løber som en tråd under handlingen uden at dominere den.
Undertone af uro
Man ser historiske dokumentaroptagelser af voldelige handlinger, der medførte, at Omar Shargawis far flygtede. Og gennem hele filmen er der en undertone af uro. Også på billedsiden med en rodet æstetik, der nu kun delvist er godt for historien.
For de let rystede billeder og i det hele taget det uhomogene udtryk slører faktisk, hvor stærkt et far og søn-portræt Omar Shagawi har lavet.
Ligesom sin far er instruktøren et følsomt væsen. Der bliver talt med store bogstaver i mange scener, og de barske, ærlige dialoger mellem far og søn fortæller sammen med deres kropssprog en helt særlig og meget personlig engageret historie om samhørighed.
Se listen over alle de nyeste filmanmeldelser her.
fortsæt med at læse
