'Latterorkan’ lød en – ofte overdreven – vejrudsigt på plakater for 1950’ernes lystspil, men fænomenet findes! Den, der tvivler, kan bare stå til søs med ’Piraterne’.
Ikke alene smilebåndet, men hele skrålhalsen af grin kommer på overarbejde i selskab med denne nye flok godmodige galninge fra de dukkefilmstudier i Bristol, der før har skabt elskelige tumper som ’Walter og Trofast’ m.m.
Når ’Piraterne’ under sørøverflaget Jolly Rogers dødningegrin pløjer de syv have tørre for den sidste vandede vits og klamme kliché om kaperlivet, blandes salte lattertårer med skumsprøjt fra den krappe sø.
Errol Flynn og Burt Lancaster, Johnny Depp og Sørøver Sally, alverdens Pirates of the Caribbean – go home! Eller gå i biffen, og se jer selv parodieret. Underfundigt og overstadigt!
Højt humør og animeret opfindsomhed
Tiden er 1830’erne, den unge Darwin ruger på en lys idé om arternes udvikling under en verdensomsejling med det gode skib Beagle – som så bliver kapret af Piratkaptajnen og hans tremastede plimsoller af en sørøverskude med et mandskab af farverige tumper, der elsker sømandsviser, skibsøl og skipperskrøner – og så Polly.
Siden Skatteøen har pirater jo skullet have en papegøje, og Polly er skibets maskot med kun én fejl: Den er en dronte.
Piratkaptajnen selv er lige så forfængelig som han er kikset, i over 20 år har han forgæves prøvet at vinde titlen som årets pirat. Hverken hans bytte, sømandskab eller intelligenskvotient kan måle sig med rivaler som Black Bellamy eller piratprinsessen Cutlass Liz.
De danske stemmer er perfekte, og selv Darwins dresserede abe 'taler' dansk - på de talekort, den trækker frem!
Deres ankomst til konkurrencen på Blodøen er filmens første uimodståelige bredside af højt humør og animeret opfindsomhed.
Dronten, æren og formuen
Det ser sort ud for vor taberskipper, men han og Darwin er fælles om ét: hæmningsløs ærgerrighed. Og en levende dronte kan indbringe en anden titel: årets videnskabsmand. Med den følger vel ære og formue, håber forskeren og kaptajnen – hver for sig, altså!
Af sted for fulde sejl mod London, hvor den 18-årige Victoria lige er kronet til pluskæbet overhoved for det britiske imperium.
Hun hader pirater – men nærer en fordægtig interesse for truede dyrearter!
Konsekvens og sans for detaljer
Når vitterligt vrøvl sådan bliver vidunderlig morskab, skyldes det jo blandt andet stilsikker konsekvens, opfindsomt overskud og ikke mindst uendelig tålmodighed: 500 mennesker har arbejdet i fire år med stop motion-optagelser af dukkerne.
Dét kræver kærlighed og skaber indlevelse i den troskyldighed, der lyser ud af den naragtige kaptajn, i det altfortærende videbegær, der driver Darwin i favnen på dræbermaskinen dronning Victoria.
De danske stemmer er perfekte, og selv Darwins dresserede abe ’taler’ dansk – på de talekort, den trækker frem! Den mindste detalje skal være i orden, når der virkelig skal pjattes igennem!
FACEBOOK






























