Kunstfilm vil ikke afsløre meningen med skamrost duo

Troldspejl. Ingar Dragset (t.v.) og Michael Elmgreen foran en del af deres værk 'The Collectors', som fik rosende omtale på kunstbiennalen i Venedig i 2009.
Troldspejl. Ingar Dragset (t.v.) og Michael Elmgreen foran en del af deres værk 'The Collectors', som fik rosende omtale på kunstbiennalen i Venedig i 2009.
Lyt til artiklen

I Jannik Splidsboels film ’How Are You’ kan man overvære danske Michael Elmgreen og norskfødte Ingar Dragset tale om idéen til det, der under titlen ’The Collectors’ blev deres roste bidrag til kunstbiennalen i Venedig for to år siden.

LÆS ANMELDELSE Stærkt dansk bidrag til international kunstudstilling

Men Elmgreen og Dragset udpensler og fortolker ikke det, de sammen er i gang med. Det behøver de ikke. De har kendt hinanden i årevis. Engang var de oven i købet samboende kærester, fortæller de.

Deres dialoger har underforståede koder foruden selvironi og -kritik, uden at tonen er for indforstået.

Sammen med instruktør Jannik Splidsboels fravalg af fortællerstemme gør kunstnerduoens omgangsform ’How Are You’ til en film med mange pudsige overraskelser undervejs. Hvilket er helt i overensstemmelse med de to kunstneres evner til at dreje kendte genstande og følelser en kvart omgang, så man ser dem og sig selv på nye måder.

Samlernes liebhaverhjem

Med ’The Collectors’ fremviste Elmgreen & Dragset to overfladisk set attraktive liebhaverhjem, hvor der så lige var gået nogle fatale detaljer galt inden for murene.

En trappe var faldet sammen midtvejs mellem loft og gulv. Gulvrammer i storstuen indeholdt lapper med fortvivlede bønner håndskrevet af hjemløse. Og en af husejerne lå druknet i sin pool.

LÆS OGSÅ Hypet kunstnerduo: Her skabes vores identitet

Meningen må man tænke sig til. Det er en del af legen og effekten, der også fungerer som film.

Og så får man altså lyst til at opleve Elmgreen & Dragset live.

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her