Kunstneren som en symbolsk vampyr, der i overført betydning suger hjerteblodet ud af sine nærmeste, er en klassiker.
Figuren har vind i sejlene og mere medvind end modvind i en tid, hvor forfatterne slås om at fortælle mest hensynsløst ærligt om sig selv og deres nærmeste. Anklagen for metaforisk kannibalisme hænger i luften.
Så på en måde er der måske alligevel en lille smule Knausgård over splattet i den canadisk-danske bloddrypperkomedie ’Eddie The Sleepwalking Cannibal’, hvor kunsten blomstrer rødt, når bare blodet flyder frit.
LÆS OGSÅ
Genremæssigt er Boris Rodriquez’ film et sjovt og veloplagt forsøg på at genforene gys og grin på det skæve smils præmisser.
George A. Romeros zombiefilm og den britiske 'Shaun of the Dead' er nok blandt inspirationskilderne, men med mødet mellem en kynisk kunstner og en godmodig kannibal har Rodriquez skabt sin egen stivbenede gangart i det blodige filmlandskab.
Ophidset af blod og afrevne lemmer
Den engang så berømte danske kunstmaler med det ret norske navn Lars Olafssen ankommer til kunstskolen i den lille canadiske by Koda Lake for at undervise. Lige inden byen rammer hans bil en hjort.
Da den spinkle kunstner vil medlidenhedsdræbe det hårdt sårede dyr med en stor sten, vågner blodrusen i ham. På skolen får Lars hurtigt ansvaret for den granvoksne, stumme og tilbagestående naivist Eddie. Skolen er afhængig af donationer fra Eddies tante, så Eddie skal behandles ordentligt. Lars indvilliger i at have Eddie boende hos sig.
Eddie er så god, som dagen er lang. Men natten er en anden sag. Da forvandles den godmodige Eddie til et stivbenet væsen, der går rundt i sneen i underhylere og gnasker dyr. Lars bliver fristet til at pege Eddie i retning af en irriterende nabo og hans gøende hund.
Synet af blod og afrevne lemmer i sneen gør Lars så kunstnerisk ophidset, at han maler sit første billede i 10 år. Fra nu af ved han, hvor han skal finde sin inspiration.
LÆS OGSÅ Dansk stjerne spiller vildmarkskunstner i canadisk kannibal-film
Han skal bare tænde for Eddie og finde en eller form for begrundelse, han selv kan leve med. Hvis kannibalen skal have kød, kan han jo lige så godt spise dumme svin.
Groteskhedens gyngende grund
Lars bekender sig ikke for ingenting til Jack Londons credo: »Man kan ikke vente på inspirationen. Man er nødt til at gå efter den med en kølle«. Kyniske Lars og farlige, hjælpeløse Eddie udgør et symbiotisk par. Eddie bliver Lars’ kølle.
Et ganske uortodoks billede, må man sige, på kunstneren som et menneske, der finder sin inspiration hos de mørke kræfter i sin underbevidsthed. Og måske også forfølger sine kunstneriske mål uden de store hensyn til de menneskelige omkostninger.
LÆS OGSÅThure Lindhardt får rollen som Natascha Kampuschs bortfører
Thure Lindhardt har en fest som den danske kunstmaler med den efterhånden noget gennemgnaskede etik.
Lindhardt nyder åbenlyst at få lov til at føre sin helt almindelige fyr ud på groteskens gyngende grund, og over for ham har Dylan Smith et godt, elastisk ansigt.
Splatter om den store kunst
Den danske producent Ronnie Fridthjof er på en måde lige så uortodoks som filmen. Han har lavet både ’Julefrokosten’, ’Armadillo’ og ’Blå mænd’. På det seneste har han kastet sin kærlighed på andre slags genrefilm.
LÆS OGSÅ Her er Danmarks mest magtfulde filmmand
Den danske provins-thriller 'Over kanten’ var der ikke – hverken bogstavelig talt eller i overført betydning – meget sjov ved. Det er der til gengæld ved mødet mellem den canadiske instruktør Boris Rodriquez og den danske skuespiller Thure Lindhardt, hvor Fridthjof er medproducer.
’Eddie the Sleepwalking Cannibal’ er en splatterfilm om den store kunst.
Stor kunst er den på ingen måde, selv om den handler om sublimering og inspiration, men den er som genrefilm så befriende uortodoks, at man fristes til at mene, der her faktisk er tale om noget nyt i genrelandskabet: Det er jo ren artcore!
fortsæt med at læse
