Hvad nu hvis det vi kalder tilfældigheder slet ikke er sammentræf, men udtryk for underliggende mønstre i tilværelsen, som vi med vores rationalistiske livsindstilling blot ikke er særlig skrappe til at genkende? Det er med intuitiv sikkerhed, at P.T. Anderson har ladet tilfældighedernes orkestrerede spil være det ordnende princip i det manuskript, han har skrevet med udgangspunkt i sangskriveren Aimee Manns nye skæbnefortællende popsange. Et spil hvor det der ligner tilfældigheder ofte er forklædte sendebude fra fortiden. Parallel til Altman Robert Altmans 'Short Cuts' fra 1993 er den oplagte parallel til 'Magnolia', der vandt Guldbjørnen i Berlin. Begge film har en raffineret fortællestruktur, hvor en række skæbner efterhånden bliver vævet ind i hinanden, så et ensemblespil af format kan tone frem. I 'Short Cuts' var det ni par, i 'Magnolia' ni personer. Begge film rummer sågar en rystelse i naturens orden på et afgørende tidspunkt i fortællingen. Men der er også en afgørende forskel på de to film. Hvor grundtonen i 'Short Cuts' var tragisk, er 'Magnolia' anderledes fortrøstningsfuld. Man kan lidt firkantet sige, at den er lavet af et par øjne, der ser frem til livet, hvor 'Short Cuts' var præget af en ældre mands desillusionerede blik. På trods af sine triste og tragiske momenter er 'Magnolia' en sprudlende overskudsaffære. Med etablerede stjerner som Tom Cruise og Jason Robards over for troværdigheds-sværvægtere som John C. Reilly og William H. Macy og talentet Philip Seymour Hoffman fra Todd Solontz' 'Happiness', ligner 'Magnolia' et uhyre løfterigt møde mellem Hollywoods brede lærred og den store talentmasse på den smallere amerikanske off-Hollywood filmscene. Fremragende spil Anderson har sit sammentømrede hold fra 'Boogie Nights' og der bliver spillet fremragende over hele linjen. Men især bider man mærke i Tom Cruise (åbenlyst hærdet i Kubricks ild, men først nu høster han for strabadserne bag 'Eyes Wide Shut'), William H. Macy og Julianne Moore, der da vist må være blevet nomineret for den forkerte film ('Enden på legen')! Hvis de enkelte skæbner er at ligne ved eger i livets hjul, så er den døende tv-producent Earl Partridge (Jason Robards) navet de samles i. Macho-terapeuten Frank T.J. Mackey (Tom Cruise), der spinder guld på sit kusseknuserkursus 'Seduce & Destroy', viser sig at være Partridge's søn. Earls fraværende faderfigur står bag sønnens grotesk overdimensionerede maskulinitet. Earls unge kone Linda (Julianne Moore) er golddiggeren, der opdager, at hun omsider er blevet forelsket i sin mand, da han ligger for døden. Besk ironi Ironien bliver ikke mindre besk af, at Earl på dødslejet kun tænker på sin første kone - T.J. Mackeys mor - som han i sin tid svigtede så groft. Partridge's uopslidelige guldkalv har været et quiz-show, hvor børn og voksne udfordrer hinanden på paratviden. Jimmy Gator (Philip Baker Hall) har i en menneskealder været værten i 'Hvad ved børn?' og er far til Claudia (Melora Walters). Hun er et smukt nervevrag, som kun hænger sammen ved hjælp af kokainbaner indtil politimanden Jim (John C. Reilly) kommer forbi. Jim med den gode vilje og tro, som kommer i karambolage med den fordums tv-helt »The Quiz Kid« Donnie Smith (William H. Macy), der i det Earl Partridge- producerede show på tv-skærmen kan se sin egen skæbne som forkvaklet vidunderbarn i færd med at blive repeteret af den lille supertænker Stanley Spector (Jeremy Blackman). Men i modsætning til sin forgænger er Stanley i sidste ende i stand til at sige fra og insistere på behovet for at blive elsket. Kærlighed Kærlighedens nødvendighed er 'Magnolia's dybe og enkle budskab. Men nedgroede løgne og fortielser lægger gift for kærligheden. »Vi tror måske vi er færdige med fortiden, men det betyder ikke at fortiden er færdige med os«, lyder quiz-showets og filmens motto. Brudt realisme Realismen i Andersons tre timer lange skæbnesymfoni bliver kun brudt kun to gange og begge gange med overvældende effekt. Den første gang indtræffer, da samtlige hovedpersoner i 'Magnolia' får tildelt et par linjer fra den samme Aimee Mann-sang og handlingen efter 70 minutter, så at sige skifter fra solo-stemmer til at være et ensemble underlagt samme melodi. Diskret orkestreret, men meget bevægende. Den anden gang drejer det sig om en underfuld og bizar hændelse, der pludseligt og uforklarligt braser ind i en skæbnesvanger regnvejrsdag i Californien og reder tråde ud på en højst kontant og mærkværdig måde (hvilken skal ikke røbes her). Kontant realistisk og mærkværdigt mirakuløs. Sådan er 'Magnolia', der er en værdig arvtager til 'Short Cuts'. 'Magnolia' er helt uforståeligt ikke Oscar-nomineret i kategorien Bedste Film. Til gengæld opridser filmens tre nomineringer dens tyngdepunkter: Skuespillet (Tom Cruise), sangene (Aimee Mann) og manuskriptet. Skrevet af unge Anderson, der med 'Magnolia' p.t. står som det største talent i amerikansk film.