Det er jo ikke, fordi tanken ikke er blevet tænkt før:
Hvad nu, hvis vi sendte et signal ud i rummet til en planet, der minder om vores egen – og blev hørt? Og hvad nu, hvis de derude ikke alene hørte os, men også kom på visit?
I så fald er det langtfra givet, at der ville være tale om et hyggevisit, snarere kan der, som Alex Hopper i ’Battleship’ siger, være tale om noget a la Columbus’ møde med indianerne. Bare med os mennesker i rollen som indianere.
Sidste udkald
Men først skal banen kridtes op:
Der er den gode storebror, Stone (Alexander Skarsgaard), der er kaptajn i hæren og svigermors drøm, og så er der den uregerlige lillebror Alex (Taylor Kitsch), der har potentialet, men mangler viljestyrken til at forfølge sine mål – bortset fra når det gælder damerne, som selvfølgelig falder på stribe for den rå bølleattitude.
Ved den store Rimpac-flådeøvelse, hvor den amerikanske flåde samles med allierede fra Stillehavsområdet på Hawaii, lander fire dingenoter fra det ydre rum ude i havet, og snart er der udbrudt stjernekrig på åbent hav.
Det er tilmed Alex’ sidste chance for at imponere storebror Stone for slet ikke at tale om hans strutbarmede, blonde kæreste, Sam (Brooklyn Decker), hvis far (Liam Neeson) tilfældigvis er øverstkommanderende i flåden og ikke synderlig imponeret af Alex’ manglende lederevner.
Der er alt på spil, og det er temmelig hårde odds for Alex, der tvinges i førertrøjen mod de ondsindede aliens.
Mænd af rette støbning
’Battleship’ er baseret på det gode gamle spil sænke slagskibe, og det kan man godt mærke på filmoplevelsen.
Særligt scenen, hvor Alex forsøger at ramme rumskibet ved at sende missiler ud efter punkter på et radarnet, er som at sidde med den kvadratiske spilleplade foran sig, men filmens meget kontante blanding af krig og underholdning er en hel del mere udpenslet end det billedløse spil.
’Battleship’ er en udpræget drengerøvsfilm med et fetichistisk blik på krigsmaskineriet og en ’modgang gør stærk’-retorik, der ikke ville være til at holde ud, hvis ikke der også var en god portion selvironi involveret.
Man må heldigvis gerne grine af ’Battleship’, der er så hæmningsløs i sin dyrkelse af duller, våben og rockmusik, at det næsten er rørende.
Pearl Harbor
Men selvfølgelig også kun næsten, for tag ikke fejl: Den heroiske grundtone er uforfalsket patriotisme, og det er næppe tilfældigt, at handlingen udspiller sig ved Pearl Harbor, hvor amerikanerne blev angrebet af japanerne i 1941.
I ’Battleship’ forenes amerikanerne og japanerne i kampen mod en fælles fjende, og det er en politisk korrekt pointe her i globaliseringens tidsalder, men ellers kunne filmen sagtens være lavet for et halvt århundrede siden, da dens formel er gjort af gammeldags Hollywood-grundstof.
Det understreges, da Alex må sende bud efter de gamle krigshelte, som nok er blevet rynkede og gråhårede, men som stadig har evnerne til at styre de store, gamle slagskibe, som bliver sidste udvej i kampen mod invasionen fra det ydre rum.
Her bliver kampsangen så selvtilfreds, at man skulle tro, den amerikanske hær havde postet penge i filmproduktionen.
