Letbenet dansefilm er ikke helt den revolution, den lover

Oprør? Dans kan måske nok være undegravende, men er det ikke i udpræget grad i 'Step Up Revolution'.
Oprør? Dans kan måske nok være undegravende, men er det ikke i udpræget grad i 'Step Up Revolution'.
Lyt til artiklen

Oprør og efterfølgende tilpasning i form af succes er det bevidstløst gentagne grundtema i alle nyere dansefilm siden ’Saturday Night Fever’, og fred være med det, når bare rollehaverne kan danse!

Men når titlen på denne fjerde ’Step Up’-film ligefrem er ’Revolution’, er det på tide at klappe hesten: Der er ikke mere revolution i denne omgang streetdance, end der er rejer i en rejesalat, som Erik Clausen omtrent ville have sagt.

Se mig!-kulturen for fuld skrue
En flash mob er en menneskemængde, der samles pludseligt et offentligt sted, ofte via internettet eller sms, udfører en happening, demonstration eller anden fælles handling og så opløses igen.

Her er The Mob en gruppe unge i Miami, deres flash mobs er gennemkoreograferede breakdance-optrin, for eksempel på kølerhjelme og tage af de biler, der holder i kø på hovedgaden – og deres største ambition er at vinde prisen for at få 10 millioner klik på sin YouTube-video! Kort sagt:

Se mig!-kulturen for fuld skrue.

Danser et budskab
Som gruppens uformelle leder, Sean, falder debutanten Ryan Guzman for Emily i skikkelse af Kathryn McCormick (tidligere blandt andet med i ’Fame’).

Hun er uden for gruppen, men danse kan hun – og så er hun datter af byggekongen Anderson, på hvis luksushotel Sean arbejder som tjener.

Men Anderson vil nedlægge – næ: ’udvikle’ – det jævne havnekvarter, hvor The Mob holder til, så nu bliver gruppen politisk og vil danse et budskab: »Performancekunst skal forvandles til protestkunst«.

Musikvideoinstruktøren Speer har opnået (endnu) større production value til scenerne end i de forrige film, og det gør sig faktisk enormt flot i 3D, når dette orgie af unge, veltrænede kroppe hvirvler rundt i musikalsk-akrobatisk bevægelse for at komme til foran et kamera.

Hvem ved, måske kunne så megen energi virkelig samles i social opstand? Men når den kan neutraliseres med en kontrakt på medvirken i en reklamefilm, er revolution måske alligevel et lovlig stærkt ord.

Søren Vinterberg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her