I maj 2008 blev denne nye version af Leones berømteste western vist i New York, i det land hvis politiske selvforståelse stadig bygger på pionertidens idealer, men hvor filmen ved sin premiere 40 år tidligere blev buhet ud af kritikken og svigtet af publikum.
Tiderne skifter, også i USA, men en restaurering af farverne og remastering af musikken er nu heller ikke spildt på et værk, der er blevet et af filmhistoriens mest beskrevne – ikke mindst i kraft af musikken og scenografien.
Smukkere end nogensinde
Aldrig har Tonnino Delli Collis kameraarbejde eller Ennio Morricones score, spændt ud mellem mundharmonikaen og sopranen Edda Dell’Orsos stemme, stået klarere.
Aldrig har lyden af Stillehavets bølgeslag rummet dybere hån, end da jernbanekongen Morton når frem – til sit livs sidste vandpyt, dybt inde i landet.
Aldrig har Monument Valley heller taget sig smukkere ud end under den nybagte brud Claudia Cardinales lange tur i hestevogn frem til forposten Sweetwater, hvor den ventende mand og hans tre børn er massakreret.
Hvert et dun kan vi se sitre på den forhenværende prostitueredes runde kinder, mens hun senere forklarer røverbandens anfører Cheyenne – den skæggede, sexet lune og livskloge Jason Robard – at om så han og hele banden voldtog hende, ville skaden ikke være værre, end at et varmt bad kunne klare det. Hans svar: »Har du lavet kaffe?«.
Dollar for jordlod eller mord
Den nybagte enkes jordlod er nøglen til videreførelse af jernbanen fra Chicago til Stillehavet, men 500 dollar er alt, hvad hun kan få på auktion, hvis jernbanekongens stråmænd får deres vilje.
Takket være Nino Baraglis virkningsfulde krydsklipning véd vi da, at 500 dollar er, hvad samme millionær lige har betalt hver af sine fangevogtere for at slippe ham og i stedet myrde deres egen anfører, Frank.
Flabet genial
Den blå farve i denne Franks, dvs. Henry Fondas, øjne kan vi nu også ubesværet sammenligne med farven i Charles Bronsons, da han som hævneren Harmonica står ansigt til ansigt med sit mål. Og hver en skægstub kan vi skelne i det lejemorderfjæs, fluen summer rundt på i filmens legendarisk lange indledningssekvens.
’Once Upon a Time ...’ – Jo, eventyret passer, for der var engang en spaghettiwestern, som ved premieren blev et flop i cowboyernes eget land.
Men som med sine stiløvelser i tidens gangarter, med patos og selvironi, med almenmenneskelige såvel som tidssvarende temaer og med en flabet genial musik løftede sig fra trivialparodi til filmklassiker.
