Da franskmanden Alexis de Tocqueville besøgte det unge amerikanske demokrati i 1830’erne, forudså han ikke et forskelsløst gråt demokrati, men en fremtidig kultur præget af middelmandens konstant overspændte fantasi. Hollywood har i mange tilfælde gjort, hvad det kunne, for at leve op til (mis)tilliden. Ikke mindst i film for børn og unge dyrkes fantasien som underholdningsindustrielt samlebåndsprodukt, hvor fantasiens fest, fart og farver kun er sin egen målsætning. Her er ’Terabithia’ produceret af folkene bag ’Narnia’ ude i et mindre typisk amerikansk ærinde. Fantasien er i højsædet, men måden, fantasien bliver brugt på, ligger tættere på den skandinaviske model.
Den barske Roald Dahl har givet anstød til flere vellykkede Hollywood-børnefilm (bl.a. ’Matilda’), men der er mere Astrid Lindgren end Roald Dahl i ’Terabithia’. Forløsning gennem fantasy Filmen er baseret på børns forståelige fascination af fantasy, men det er fantasy med et jordnært twist. Fantasien er i ’Terabithia’ både flugt og forløsning – et redskab, der skal sætte fortællingens hovedperson i stand til at tackle tilværelsens ubehagelige realiteter.
