»Parliamo italiano?« - »si, si!« vil svaret lyde landet rundt i den kommende tid. For 'Italiensk for begyndere' vil så sikkert som amen i kirken blive den næste store publikumssucces efter 'Blinkende lygter' og efterårets flotte stime danske film. 'Italiensk for begyndere' er en dogmefilm og Lone Scherfig er den første kvindelige instruktør, der har lavet en af slagsen. I dette tilfælde er instruktørens køn ikke ligegyldigt. Der er en sikker kvindehånd bag tonen i en film, der kort og godt kan beskrives som et møde mellem drengenes dogmeleg og Susanne Biers 'Den eneste ene'. En romantisk komedie om levende mennesker holdt i en realistisk ramme. At Dansk Skuespillerforbund burde sende grådkvalte takkebreve til dogme-brødrene står mere klart end nogensinde. For hvad bliver der tilbage at satse på, hvis man overholder dogme-reglerne om hverken at bruge kunstigt lys, musik eller anden audio-visuel smagsforstærker? Svaret er enkelt og har aldrig været givet mere entydigt end i 'Italiensk for begyndere': Et godt manuskript med en altdominerende dialog og skuespillere der må spille igennem for hver eneste 25-øre. Og skuespillerne boltrer sig da også som fisk i vandet. Bygget op omkring en kerne af spillere, Scherfig har lært at kende som instruktør på tv-serien 'Taxa'. Ikke mindst Peter Gantzler, der vinker farvel til Taxa-Mike med rollen som den blufærdige og forfjamskede hotelportier Jørgen Mortensen. Storspil der giver Gantzler et brag af et gen-gennembrud. Udgangspunktet ligner ellers en lårtyk kliché. Nemlig den om de stakkels kuldslåede nordboere, der må lære at tø op i varmen fra den sanselige sydlandske kultur. Mindre tyk bliver klichéen ikke af, at den folketomme folkekirke må stå for skud som udtryk for det mest farveløse og indeklemte i det danske sind. Det er ærlig talt et billigt point, men Bent Mejding spiller den egentlig helt igennem utroværdige figur pastor Wredmann (og dét er en vred præstemand!) for fuld forbitret musik og Anders W. Berthelsen er tilsvarende dæmpet og nuttet som Wredmanns sagtmodige, sensitive afløser Andreas. Ud med den gale stridsmand og ind med næstekærlighed, humanisme og tolerance. Det er billige point, men det fungerer effektivt som udgangspunkt for en eksistentiel komedie. Kirkens rum og ritualer skaber en enkel ramme inden for hvilken filmens morale kan udspille sig. I kirken bekræftes livet og døden. I nogle tilfælde er der forældre, der må dø, før deres voksne afkom kan leve i frihed. I 'Italiensk for begyndere' er der mennesker, som burde være i fuld sving med livet, men i stedet lever i ensomhed og usikkerhed om hvem de er og hvad de kan. Det er et mismodigt billede af Danmark, som Lone Scherfig udmaler. Men så meget desto stærkere virker lyset, når det i den romantiske komedies forløsende skikkelse trænger ind og forløser de forknytte, de forkrampede og de ærlig talt lidt for skrappe. Alle hovedpersonerne befinder sig i en fastlåst situation, men får i løbet af filmen alle en chance for at få vredet sig fri, få ryddet op og komme videre med livet. Navet i fortællingens hjul er den unge præst Andreas, der har mistet sin kone. Men i modsætning til Wredmann, der er i samme situation, har Andreas ikke sat Herren på porten. Den hjertensgode præst får et godt øje til den klodsede bagerjomfru Olympia (Anette Støvlebæk), der følelsesmæssigt er svinebundet til sin usympatiske og tyranniske far. En bjæffende, selvmedlidende Jesper Christensen med hinkestensbriller i hvad der ligner en spøjst timet karikatur af hans mesterrolle i 'Bænken'. Også frisøren Karen (Ann Eleonora Jensen) er fastholdt i fortid med familiært kvælertag. Hendes mor er en ynkelig og dødssyg misbruger med en særlig evne til at komme brasende, hver gang det er lige ved at blive til noget mere end hårvask mellem Karen og den tidligere professionelle fodboldspiller Hal-Finn (Lars Kaalund). Hal-Finn - hal for sportshal - kan ikke fralægge sig den autoritet han havde på fodboldbanen. Men som bestyrer af en stadionrestaurant er tilsvining af kunderne ikke god tone i moderne management. Så Hal-Finns bedste ven Jørgen får af sin chef besked på at give Hal-Finn fyresedlen. På trods af en fortid i Juventus er Hal-Finn ikke forelsket i sin italienske servitrice Giulia med den stolte romerske profil. Det er til gengæld Jørgen og selv om han næppe kan bestille en Jolly Cola på italiensk og Giulia ikke kan tale dansk, har hun et godt øje til manden bag kyllingen Jör-Gen Mor-Den-Zen. 'Italiensk for begyndere' kommer ikke uden om slægtskabet med 'Den eneste ene'. Tilsammen udgør de to film en genfødsel for den romantiske komedie i Danmark. Der er dog også store forskelle og flere af dem er dogmatisk begrundede. 'Den eneste ene' havde den fede musik og den blærede finish. Dogmefilmen 'Italiensk for begyndere' har selv sagt ingen af delene. Til gengæld er den troværdig forstadsgrimet. Sidse Babett-Knudsen fik stjernestøvet til at drysse ned over 'Den eneste ene'. Den form for bestøvning har Scherfigs film ikke. 'Den eneste ene' havde en relativ skarp opdeling mellem rørende hovedroller og effektivt karikerede biroller. Bortset fra Wredmann er 'Italiensk for begyndere' på en anden måde en kollektivfilm, hvor instruktøren står last og brast med sine figurer. Som til gengæld over en bred kam udgør et mere homogent hold. Anette Støvelbæk og Ann Eleonora Jensen er begge to lige i øjet som henholdsvis kejtet bagerjomfru og den kompakt sensuelle frisøse. Gantzlers bly bamse af en portier er allerede fremhævet og sammen med Anders W. Berthelsen har Gantzler ansvaret for den diskrete komedietone, som i det lange løb viser sig særdeles velfungerende fordi den knytter publikums følelser til figurernes skæbne. 'Italiensk for begyndere' er en dansk komedie, hvor man ikke bare ler ad personerne, men også lever og føler med dem. 'Italiensk for begyndere' er en film om kærlighed og næstekærlighed. For at elske den eneste ene, skal man også kunne elske sin næste. Både den ene og den anden. For selv om man går til italiensk for begyndere, er livet for viderekomne. Det gælder også filmlivet, hvor Lone Scherfig må regnes til de viderekomne.