'Tigre og tatoveringer' samler de bedste tråde i dansk børnefilm

Lyt til artiklen

Det er ikke hvert år, Danmark får en ny, original tegnefilmskaber for det alleryngste biografpublikum fra 3 til 6 år.

Talent har vi nok af, fire årgange er bare for få til et spillefilmbudget. Men i dag bryder Karla von Bengtsson igennem branchebarriererne med sin helt egen, frimodige og fintfølende stil: robust streg og realistiske følelser blandt usentimentale, surrealistiske figurer.

Cirkusartister og kæmpetigre
Maj er forældreløs og bor hos onkel Sonny, der er tatovør. Lidt kikset? Han føler sig utilstrækkelig, og hun føler sig tit til besvær – og begge har egentlig ret.

Men da det kommer an på en prøve, finder de alligevel ikke en ’rigtig familie’ til hende, men endnu en ’halv’ familie, cirkusartisten Tutter Filihunkat og hendes søn Sigurd Filihankat – for slet ikke at tale om deres attraktion, kæmpetigeren Brutalis.

Og først har de mødt en fræk alfedreng med enlig mor og en venlig gammel lygtemand. Alle sammen på flugt for en rocker, som Maj har tatoveret børnetegninger på ryggen af.

Helt sin egen
På flere måder binder filmen sløjfer af de bedste tråde i dansk børnefilm, lige fra den Lund Kirkegaard’ske accept af eksotisk livsstil, familiemønster og profession til det selvfølgelige møde med skovvæsener, der nedstammer fra ’Cirkeline’, ’Bennys Badekar’ og ’Cykelmyggen Egon’. Sonny og Tutter – med Lars Boms og Lærke Winthers gode stemmer – er som tegnede versioner af Otto Brandenburg og Jytte Abildstrøms ’typer’.

Men Karla von Bengtsson er helt sin egen, frejdig, fornøjelig og original – ligesom de endnu uskadte børn i filmens målgruppe.



Søren Vinterberg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her