Trofasthed er en undervurderet dyd. If it ain’t broke, don’t fix it, siger amerikanerne, og der er noget om snakken. Ikke at nogen kunne finde på at anklage Daniel Auteuil for at modernisere Marcel Pagnols ’Brøndgraverens datter’, en 170 minutter lang film fra 1940, bortset fra, at han har forkortet den lidt.
LÆS OGSÅ Rødtoppet roadmovie burde sætte ild til håret
De mest indædte frankofile purister vil sikkert til hver en tid foretrække originalen, men for os andre er det en fornøjelse at se Auteuils velspillede genindspilning af Pagnols ’Brøndgraverens datter’, der er så trofast over for originalen, at flere af scenerne ord for ord er identiske med Pagnols film.
Hjertevarme brøndgravere
Helt den samme film er det dog ikke, alene af den grund, at de oprindelige to mandlige hovedrolleindehavere, Raimu og Fernandel (to af den tids helt store filmstjerner), er erstattet af Kad Merad og Auteuil selv som de bondske, men hjertevarme brøndgravere Pascal og Félipé.
Forhenværende cirkusklovn dyrker den komplekse filmkunst Patricia (Astrid Bergès-Frisbey), Pascals ældste datter af i alt seks, er en forfinet skønhed, der ikke passer ind i det lille landsbysamfund i Salon de Provence. Så meget desto mere rigtigt virker det, da hun forelsker sig i den velhavende pilot Jacques Mazel (Nicolas Duvauchelle). Snart bliver han sendt i krig, men på deres eneste stævnemøde er Patricia blevet gravid, og da Jacques meldes savnet, spidser plottet til.
