Solgule kyllinger så små som spurve kastes hvinende gennem en fabriksmaskine betjent af arbejdere, der monotont piller de synligt syge og de døde skravl fra.
Peberfrugter og tomater er drivende våde af sprøjtemidler, når en plantagearbejder iført tæt lukket beskyttelsesdragt har været over dem.
Kæmpekvæg skriger først i dødsangst, men ryster sig derefter gennem deres sidste åndedræt, når kanyler har givet dem dræbende stoffer.
Appetitvækker
Lyst til en forret med kyllingebryst? En hovedret med kalv og grøntsager? Noget frisk frugt til dessert?
Nej tak. Efter at have set Nikolaus Geyrhalters to år gamle dokumentarfilm ’Vor Daglige Brød’ er det ikke industrielt fremstillet, ikke-økologisk mad, man har lyst til.
Paradoksalt og interessant nok er den flere gange prisbelønnede film faktisk en billedmæssig appetitvækker. Der er ingen indtaling og overhovedet ingen ledsagende kommentarer i filmen, som nu får dansk biografpremiere. Billeder af og lyde fra fødevarefremstillingen får lov til at tale for sig selv og kan virkelig bære det.
For ’Vor Daglige Brød’ er en usædvanlig smukt fotograferet dokumentarfilm. Sprøjtemiddeldråbernes fald over grøntsager og danske slagteriarbejderes arbejde med svin skildres i farvemættede, knivskarpe billeder.
Kunst og oplysning
’Vor daglige brød’ er noget så sjældent som en dokumentarfilm, hvor æstetikken er lige så højt prioriteret som holdningerne og omvendt.
Nikolaus Geyrhalter var rundt i adskillige europæiske lande igennem flere år, mens han filmede. Resultatet er blevet en stilmæssigt streng og holdningsmæssigt harmdirrende billed- og lydfortælling. Optagelserne fra plantager og slagterier følger hinanden som tableau efter tableau.
’Vor Daglige Brød’ er lige dele kunst og oplysning. En æstetisk godbid med et væsentligt budskab. Kun nogle gentagelser forhindrer den gennemarbejdede film i at få seks kokkehuer.
