Sværest at skabe god fiktion over er det helt almindelige hverdagsliv.
Alligevel har den tyrkisk-tyske indvandrerdatter og spillefilmdebutant Yasemin Samdereli – og hendes søster Nesrin, der er med på manus – besluttet at holde sig til det i denne film om en tyrkisk landarbejderfamilies integration i Tyskland gennem tre generationer.
Her er ingen bevidst racistiske tyskere, ingen fundamentalistiske muslimer, ingen kriminelle teenagere, end ikke en kurdisk frihedskæmper. Bare en families liv mellem to kulturer, som det nu var og er, på godt og ondt.
På ferie i bjergene
Hüseyin Yilmaz kom fra Anatoliens landsbyer for 45 år siden, og efter et par års opsparing tvang den ellers venlige mand kone og tre børn plus et i vente til at følge med nordpå.
Til et land, der flød med Coca Cola og D-mark, hunde i snor og en klam, religiøs kannibalkult med en henrettet mands kød og blod. Alt det fortæller en velintegreret og studerende datterdatter nu om til sin lille fætter Cenk som tidsfordriv på en lang rejse:
Bedstefar Hüseyin (elskeligt spillet af Vedat Erincin) har nu tvunget hele flokken med ’hjem igen’ på ferie i bjergene i det østlige Tyrkiet, hvor han har købt et hus. For ham er det stadig ’hjem’, men det femårige barnebarn taler kun tysk.
Gæstearbejder nummer 1.000.001
Hvor ubegribeligt det tyrkiske er for ham, oplever vi selv i et symbolsk kunstgreb, hvor instruktøren lader sine medvirkende bytte sprog. I scener mellem tyskere og tyrkere taler de sidste publikums velkendte sprog (altså tysk), mens de ’fremmede’ (tyskerne) røber sig ved at tale tyrkisk – uden undertekstning.
Okay, et lovligt kunstigt greb, men virkningsfuldt. Og kunsten at spejle det store kultursammenstød i de helt små familiebegivenheder lykkes.
Datterdatterens graviditet – og så med en englænder! – skaber lige så meget drama som Angela Merkels uventede invitation til gamle Hüseyin om at tale ved et officielt jubilæum: For 45 år siden var han gæstearbejder nummer 1.000.001, der kom sydfra.
Uden for Europakortet
Går der end lidt folkekomedie og ditto tragedie i dele af historien – også lidt mere end hos Fatih Akin (’Mod muren’ og ’På himlens kant’), den mest kendte af de yngre tyrkisk-europæiske filmfolk – har søstrene Samdereli et fint filmisk greb om de nære scener og det ubevidste, men til tider tyranniske gruppepres:
Landsbyfolkenes hovedrystende afsked med udvandrerfamilien dengang i 1970 – og næsten et halvt århundrede senere den tyske lærers utilsigtede udstødelse af lille Cenk:
Børnene i den multikulturelle skoleklasse skal markere deres families hjemstavn på kortet, men familien Yilmaz’ hjemby ligger uden for Europakortet! Den fem-seksårige taler ikke rigtigt tyrkisk, men er heller ikke ’rigtig tysker’. Han er måske bare fremtidens europæer.
SE TRAILER
fortsæt med at læse
