Nogle gange er det velgørende at få gentaget, at det kan lade sig gøre at bryde nedværdigende ringe mønstre grundlagt fra barnsben.
Sådan en historie er 50-årige Buck Brannaman god for.
Hans far stod for grusom opdragelse. Brannaman udviklede sig fra ungdommen til at være en generøs og empatisk opdrager af heste, og han er så velanset, at han var en af inspirationskilderne til Nicholas Evans’ roman ’The Horse Whisperer’ fra 1995 og både forlæg for og konsulent på Robert Redfords filmatisering af bogen i 1998.
Begejstring på film
Nu har Buck Brannaman fået sin egen dokumentarfilm.
Debutinstruktøren Cindy Meehl var så fascineret af hans historie, at hun rejste med ham og hans heste fra North Carolina til Tacoma, Washington, Wyoming, Montana, Texas og andre steder for at filme og videregive fortællingen om denne her egentlig ret fåmælte, jordbundne mand med en særlig evne til at vække hestenes tillid uden at tugte dem.
Og det er lykkedes instruktøren at overføre begejstringen for Buck Brannaman til lærredet.
Oven i købet på en måde så man ikke behøver at have været i nærheden af hverken plag eller hoppe for at føle sympati for Buck Brannamans enkle tankegang og gennemførte metode eller nyde de amerikanske landskabers skønhed i fuldt udtræk på lærredet.
Efterårsgylden enkelhed
Cindy Meehl kunne sikkert have valgt mindre pæne landskabsbilleder fra den nutid, filmen mest foregår i – undtagen enkelte filmklip og fotografier fra Brannamans barndom i 1960’erne – men hun vægter de flotte panoramaer af et North Carolina iklædt farven efterårsgylden.
Ligesom hun ikke vader for dybt ind i, hvorfor enspænderen Buck Brannaman ser sig nødsaget til at køre stater tynde hele ni måneder om året med hestene i stedet for at tilbringe mere tid hjemme med hustruen og resten af familien.
Måske forenkler filmen ham nogle steder.
Til gengæld er man så ikke et sekund i tvivl om, at hovedpersonen i dag har og kan uendelig meget mere end det, der lå i kortene til ham, da han sammen med sin bror optrådte med lassotricks som barn. Både når de makkede ret, og når de ikke gjorde det regelret nok, fik drengene dengang i 1960’erne tæv af deres far. Indtil en plejefamilie tog over.
Heste og mennesker
Som teenager så Brannaman heste blive opdraget med korporlig straf og urimelig vrede af mennesker.
Han vidste, at der var en anden mulighed, og lod sig inspirere af andre milde hestetrænere til at klappe i stedet for at slå, til at respektere i stedet for at ydmyge og til, som han selv udtrykker det i filmen, at give i stedet for at tage. Dyrene forstod ham.
Siden har han »hjulpet heste med menneskeproblemer«. Og altså derigennem hjulpet mennesker, som ikke rigtig kunne finde ud af at omgås hverken heste eller egne artsfæller.
En film om heste er ’Hestehviskeren Buck’ bestemt. Men det er i lige så høj grad en – god – film om mennesker.
fortsæt med at læse
