Det er tidligt om morgenen 7. august 1974. I seks et halvt år har franskfødte Philippe Petit drømt om at gå på line mellem World Trade Centers to tårne, der er verdens to højeste bygninger på det tidspunkt.
I 412 meters højde vil han danse på en wire mellem tvillingetårnene. Det er vanvid. Det er en dans mellem døden og himlen.
Det er faktisk også kriminelt. Men risikoen for at miste livet og muligheden for at tirre myndighederne pirrer bare Petits lyst til at gennemføre endnu mere.
En prik i luften
Historien om Philippe Petits gerninger på wirer skriver han selv om senere i bogen ’To Reach the Clouds’ (’At nå skyerne’).
Hans næsten 45 minutter lange kombination af gang og dans mellem The Twin Towers skrev efterfølgende både ham og de dengang nybyggede tårne ind i New Yorks annaler.
At se et lillebitte menneske, som beskuet fra fortovshøjde ikke er større end en prik i luften, danse mellem de to potent højtravende symboler på USA’s magt, det er foruroligende smukt i James Marshs dokumentarfilm ’Man on Wire’.
Drabelig kunstnerisk performance
Philippe Petits ulovlige handling var betagende, gribende og åndeløst spændende street art.
Det var en drabelig kunstnerisk performance, som fandt sted akkurat under verdens loft, hvor skyerne er en slags drivende, amøbeagtig foranderlig stuk, og hvor et øjebliks overraskende vind kunne have slynget ham i døden.
Men ikke ned i forglemmelsen. Som filmen viser, vidste Philippe Petit, at gerningen i sig selv ville skrive ham ind i historien. Uanset om han ville overleve eller ej. Måske var det derfor, han gjorde det?
I ’Man on Wire’ genfortælles øjeblikkene efter linedansen, hvor Petit arresteres for sin forbrydelse, og hvor journalister spørger:
»Hvorfor gjorde du det?«. Den lille, selvbevidste Petit med iltert glødende kul i blikket svarer, at spørgsmålet er da irrelevant.
Mellem de to tårne
Anledningen til hans happening forbliver et mysterium i James Marshs film. Nogle vil synes, at det er en svaghed ved ’Man on Wire’, at Petit udlever ekstrem dødsforagt uden at forklare hvorfor.
Jeg synes, at det er en af styrkerne i filmen, at den øjensynligt meget selvoptagede og overmodige fantasts motiver ikke forklares i stykker, men derimod overlades til publikums egen indlevelse.
Ligesom Marshs givetvis bevidste fravær af henvisninger til 11. september 2001 giver mulighed for, at man selv lever sig ind i fornemmelsen af at overvære billederne af de ikke længere eksisterende tvillingetårne.
Philippe Petits dans mellem tvillingetårnene var kunst. Kunst er Marshs film også blevet. Af den medrivende, thrillerinspirerede og oven i købet også eksperimenterende slags.
Marshs billeder skifter mellem sort/hvide og farvede. Gamle film- og fotoklip optræder side om side med rekonstruktioner. Og hele tiden bygges der op til det klimaks, hvor Petit skal forsøge at gå mellem de to bygninger på Manhattan. Efter at han forinden har øvet sig bl.a. mellem tårnene på Notre Dame i Paris.
Gør sig bedst i biografen
I det seneste år har ’Man on Wire’ vundet adskillige priser og er også blevet set i biograferne af et stort publikum. Efter at den blev vist på Cph:Dox i november 2008, får den nu endelig egentlig biografpremiere herhjemme, og ’Man on Wire’ er en dokumentarfilm, der gør sig bedst i biografen.
En del dokumentarfilm er meget bedre tjent med tv- end biografpremiere, fordi de enten ikke kalder på et stort publikum eller ikke kan bære en spillefilmslang visning i en biografsal.
Det kan ’Man on Wire’.
Den er en dramatisk krønike om en vild franskmand, hans ungdomskæreste Annie Allix, hans barndomsven Jean-Louis Blondeau og andre venner og bekendte, der lagde verden ned med linedans i begyndelsen af 1970’erne.
Kan man nedlægge verden?
Kan man nu egentlig det? Nedlægge verden ved at presse en wire nærmere jorden?
Måske ikke i naturantropologisk forstand. Men hvad så med at gøre det i indbildningskraftens?
Det umuliges mulighed er den allerstørste fascination i ’Man on Wire’. Philippe Petit gjorde det faktisk. Så skal vi ikke lade spørgsmålstegnet stå?
