Ikke fed cubansk vintage-jazz, men fuldtonende musikalsk højromantik fylder ørerne her, men alligevel må man associere til Wim Wenders’ 1999-film ’Buena Vista Social Club’, for grundmønsteret er planket derfra:
Et vidunderligt orkester, splittet under kommunismens sejrsgang, samles igen med nød og næppe, og drama og farce forenes af musikkens magt.
Men modsat Wenders’ halvdokumentarisme er plot og musikere her fiktion: Den legendariske dirigent Filipov (spillet af karismatisk stilfærdige Aleksei Guskov) og hans Bolsjoj-orkester blev fyret direkte fra podiet for ikke at ville ’udrense’ deres jødiske musikere, men tyve-tredive år senere opsnapper han – nu som rengøringsassistent på stedet – en fax med en invitation til Paris.
Komikken er kras
Han griber chancen, samler det gamle hold og får den strikse kommissær fra dengang som arrangør – komikken er kras i billedet af rørende overlevelseskunst i dagens Rusland, de nyriges vulgære paradis.
En oligark med egen tv-kanal men uden musikalitet sponserer rejsen – mod en plads i orkesteret.
I anden del flettes et personligt skæbnedrama om solisten (Mèlanie Laurent) sammen med uvisheden: Når de udisciplinerede maestroer overhovedet frem til koncerten? Et par af dem er harske farcekarikaturer.
Men som sagt: musikkens magt besejrer alt, og rumænskfødte Mihaileanu overgår i velspillet sentimentalitet selv Tjajkovskijs violinkoncert – samme skønne stykke, som orkesteret i sin tid så forsmædeligt blev afbrudt midt i.
