Øjnene er sjælens spejl. Man kan se det hele i øjnene. Skyld, begær, ensomhed, trods, usikkerhed, hån. Blot kan man bare ikke vide, om det, man ser, nu også er sandheden.
Måske er billedet i sjælens spejl forvrænget. Eller måske er de hemmeligheder, du tror, du ser afspejlet i de andres øjne, i virkeligheden noget, du bilder dig ind eller ser i dig selv? Denne filosofisk-poetiske præmis er udgangspunktet for den argentinske oscarvinder ’Øjnenes hemmelighed’ af Juan José Campanella. En melankolsk spændingsfilm af de sjældne. På én gang uortodoks krimi og solid, traditionel fortællekunst med et par interessante krummelurer. Melankolsk krimi Billederne af de gammeldags retskontorer fra Buenos Aires i 1974 emmer passende nok af soliditet og søvnighed fra den førdigitale tidsalder. Mørke træpaneler, stabler af sagsakter omvundet med sejlgarn og tunge skrivemaskiner. Men soliditeten, materialernes trygge bestandighed, er bedragerisk. Stablerne er ustabile af hemmeligheder. Systemet knager i fugerne og er parat til at lukke sig om både kriminalkommissærer og kontormus. Tiden synes at stå stille i disse kontorer. Men det er et bedrag. Tiden står stille, og tiden går. Tiden ophæver sig selv. Tiden er ikke til at rokke. Alting forandrer sig, og alting forbliver det samme. Således har tiden en hovedrolle i den vidunderligt melankolske krimi fra byen, hvor Borges skrev sine labyrinter ind i litteraturhistorien.
