Selv om store spørgsmål – om at miste sine nære, om ansvar for andre, om formel uddannelse over for livserfaring m.m. – er på dagsordenen i denne kønne, langtidsvirkende film, afstår den fra svar så forenklede, at de er ubrugelige.
Det er en af kvaliteterne ved en film af den sjældne slags, som tilpas tænksomme store børn og voksne kan have glæde af at se sammen og tale om.
Liv uden for biografen
I fransktalende Canada har lærerinden for en fjerde- eller femteklasse taget sit liv.
Simon er mælkehenter og kommer først ind i klassen den morgen – og ser hende hænge under loftsrørene. Forældrene er chokerede, børnene får psykologhjælp, og efter avisomtale af tragedien søger den godt og vel midaldrende monsieur Bachir Lazhar (spillet af Mohamed Fellag) uopfordret job som vikar for klassen.
Som indvandrer har han 19 års undervisningserfaring hjemme fra Algeriet, siger han – og får tjansen.
Det kniber med pensum, hans pædagogik omfatter én i nødden til en uvorn knægt, og eleverne kalder hans diktattekst af Balzac »forhistorisk«. Forældreklager får skolens inspektrice til at irettesætte ham, men hans taktfulde hjertelighed bringer ham på bølgelængde med eleverne – bedre end psykolog, forældre og lærere.
Selv Simons aggressivitet – udsprunget af misforstået skyldfølelse over lærerindens selvmord – og uvenskab med søde Alice får vikaren løst op for, før hans ’snyd’ afsløres: Han har aldrig været lærer, men flygtede fra Algeriet efter selv at have mistet kone og børn ved en eksplosion. Han må tage afsked med klassen, men ikke – som forgængeren – uden at sige farvel.
Modsat beslægtede tårepersere (’Goodbye, mr. Chips’ m.fl.) må man selv udlede moralen af denne diskret indtrængende film, der var indstillet til Oscar og vandt publikumsprisen ved CPH:PIX. Men dens personer og menneskekloge problemstillinger lever videre i én.
fortsæt med at læse
