Endelig! Hvad seriøse Batman-fans (nej, ikke nødvendigvis en selvmodsigelse) har ventet på i snart tyve år, sker omsider. Hverken med instruktøren Tim Burtons to forsøg i 1989 og 1992 eller med Joel Schumachers i 1995 og 1997 lykkedes dét, vi nu ser udfolde sig for vore måbende ansigter: at filmens Batman kommer på omgangshøjde med de trykte seriers kappeklædte helt - i moderne udgave! Batman er ganske vist fra 1939, men har ikke rigtig været sig selv siden 1986. Som antydet i en længere artikel her i sektionen i tirsdags vendte tegneren Frank Miller dengang i firserne - med den trykte serie 'The Dark Knight Returns' - bunden i vejret på den hidtidige børne-Batman og viste os et skræmmende andet portræt: Bruce Wayne som en godt og vel midaldrende milliardær, besat af hævn på en måde, der gør legaliteten af hans måneskinsarbejde som retfærdighedsfreelancer mere end tvivlsom. Den hemmelige dobbeltidentitet som lad levemand med natlig ildsjæl - der forudsatte en trods alt utroværdig enfold hos Gothams øvrige borgere - blev hos Miller forvandlet til en anderledes interessant psykisk tvetydighed: Er figuren ikke slet og ret et civilt énmands-vagtværn, en nærmest fascistoid selvovervurdering efter devisen: Målet helliger ethvert middel og hæver mig over loven? Og adskiller Batman sig så fra mafiaen - eller fra en selvmordsterrorist, for at sætte det rigtig på spidsen? Nøjagtig dér sætter Christopher Nolan ind med sin nye begyndelse på Batman som filmskikkelse. Resultatet er langt den bedste Batman-film til dato. Dels topeffektivt fortalt, så spændingsmaskinen klarer kolbøtterne i karaktertegningen og styrkeforholdene lige så ubesværet som den Batmobil, der her synes at have fundet sin endelige udformning - en pansret drøm af en firhjulstrækker, der i mangfoldig våbenslagkraft slår Bonds køretøjer og i designet tangerer Chris Voss' rumfartøjer. Commissioner Gordons lån af køretøjet under den afsluttende, altødelæggende jagt gennem Gothams infrastruktur giver ærlig talt også Bjergkøbing Grand Prix baghjul! En skæv sammenligning? Ja, i den henseende, at de tidligere Batman-film nok var skæggere end Nolans. Men alligevel ikke, for ingen tager jo Batman eller hans univers helt bogstaveligt, heller ikke her. Men i modsætning til Burton og Schumacher lader Nolan, som om det var virkelighed, og dermed bliver den hidtil mest begavede ideologiske diskussion og opdatering af massemyten desto mere påtrængende. Den orientalske mesterskurk Ra's Al Ghul er ikke morsom som Jokeren Jack Nicholson eller Gækkeren Jim Carrey. Han er leder af Skyggekrigernes broderskab, som den unge Bruce Wayne her præsenteres for af en mystisk mentor, Henri Ducard, som fisker ham ud af fængsel. Her har Wayne opholdt sig - som fange og syndebuk - for at studere det onde og lære at besejre det. Ducard, magtfuldt og mystifistisk spillet af Liam Neeson, vil hverve Wayne til Skyggekrigernes århundredlange indsats. De rydder op, hvor en stormagt er blevet for dekadent: Vi styrtede Romerriget, vi brændte hele London af! Den moderne retsstat, hvor forbrydere er på gaden igen efter få måneder, er også for blødsøden til at blive bevaret! Udslet Gotham, så menneskeheden kan begynde på en frisk! Over for denne perverse udgave af at fordrive ondt med ondt står Bruce Wayne dog af, selv om hævntørst har været hans drivmiddel. Han allierer sig med sin barndomsveninde Rachel (en velgørende jordnær Katie Holmes), som nu er offentlig anklager, samt med den faste figur politiinspektør Gordon, korpsets enlige svale af klarsynet retsindighed, med britiske Gary Oldman i en af filmens gode casting-overraskelser. Landsmanden Tom Wilkinson ('Det' bare mænd') som Gothams alt andet end godmodige mafiaboss er en anden. I rollen som Alfred, Wayne-residensens butler gennem slægtled, brillerer Michael Caine med tør britisk humor og ubrydelig loyalitet, og ikke engang Morgan Freeman er for sød som opfindergeniet Fox (Wayne-koncernens svar på Agent 007's Q). Men rollelistens stjerneparade er kun en sidegevinst, ligesom den surround-lyd, der virkelig fortjener, at vi spidser ører som flagermus. Med sit på én gang brutale og selvforkælede fjæs giver Christian Bale (Patrick Bateman fra 'American Psycho') fuld dækning for titelfigurens truende sociopati som realfilmens hidtil bedste Batman. Og de stadige flash backs - til lille Bruces fald ned i flagermusegrotten og mordet på hans forældre - kombineret med filmens optakt i fængslet giver en både håndfast og raffineret komposition med bestandige overraskelser. 'Batman Begins' er et ægte særsyn af en dobbeltwhopper: storslået massemyte-action med smadrede bydele og smæk for skillingen; og samtidig en - ikke kun for superseriefans - højrelevant og intelligent diskussion af grænsedragningen mellem retsprincipper og organiseret kriminalitet, samfundsmagt eller selvtægt.