Langt henne i ’Inside Job’ er der en scene, hvor præsident Obama står smilende sammen med en af sine centralt placerede økonomiske rådgivere.
Det er et af de øjeblikke fra ’Inside Job’, der bliver hængende, efter at den hele to timer lange dokumentarfilm om det globale finansnedbrud i 2008 er færdig.
For billederne af Obama og co. tjener som illustration af, at USA’s nuværende præsident omgiver sig med nogle af de samme økonomiske rådgivere, som den forrige præsident brugte. Og dermed med nogle af de mænd, som var medansvarlige for den globale finanskrise i 2008.
I det hele taget har mange af de ansvarlige for den økonomiske krise fortsat stor indflydelse. Indtil videre har de fleste af dem, fortæller filmen, undgået at betale regningen for astronomiske økonomiske tab, arbejdsløshed, ubetalelige boligterminer og andre konsekvenser af krisen. Vel at mærke af en krise, som var til at forudse.
Osvarvinder
Sådan lyder antagelsen tidligt i en film, som siden ved hjælp af interview og analyser af beslutninger og beslutningsprocesser i politiske, finansielle og akademiske kredse forsøger at bevise rigtigheden af påstanden.
’Inside Job’ vandt for nylig en Oscar som bedste dokumentarfilm og er hele vejen igennem en fornemt gennemresearchet, fornuftigt velargumenterende og tiltrængt film, hvori instruktøren Charles Ferguson giver enkelte kvinder og knap 40 mænd mere eller mindre afslørende taletid.
LÆS OGSÅ
Nogle af de medvirkende mænd snor sig så tydeligt, at man næsten fornemmer, hvordan svedkirtlerne koger under skjorterne, mens det, der kommer ud af munden på dem, er nødtørftigt indpakkede bortforklaringer og ansvarsfralæggelse.
Andre ansvarlige glimrer ved deres sigende mangel på tilstedeværelse. Om de sidder i direktioner eller på professorater, har Charles Ferguson i ’Inside Job’ sine argumenter og spørgsmål så meget i orden, at de magtfulde mænd minder om nogle, der er taget på fersk gerning. Manglende politiske regulativer og simpel griskhed afsløres i interview efter interview og i så mange abnormt høje tal, at man til sidst har svært ved at skelne mellem dem.
Ligner sandheden
I sammenligning med ’Inside Job’ er Michael Moores partsindlæg ’Capitalism – A Love Story’ fjoget og nærmest underholdning, og Michael Winterbottoms ’The Shock Doctrine’ er i kraft af Naomi Kleins hovedrolle også meget mere personlig.
Den grundige research, de mange medvirkende og det nøgterne tonefald (også i skuespilleren Matt Damons fortællerstemme) betyder alt sammen, at Charles Fergusons film i overbevisende grad i sin substans ligner sandheden om finanskrisen.
Indholdet giver gys
Så kan man leve med, at en indledende sekvens fra Island om det lands nedtur virker påhæftet for at illustrere konsekvensernes vidde.
Ligesom man kan bære over med filmens overbrug af Peter Gabriels nummer ’Big Time’ med linjer som »I’ll be a big noise with all the boys, so much stuff I will own’«. Det havde ikke været nødvendigt at skrue op for den sang for at få budskabet frem.
Formmæssigt kan det være vanskeligere at goutere, at så mange mænd i småt divergerende jakkesæt taler efter tur, mens de sidder med alvorsstrenge ansigtsfolder.
Meningen er god nok, og for mange æstetiske variationer ville vel have forvirret i en film, man ikke kan halvblunde til uden at miste en økonomisk term eller syv.
Men nogen spændende visuel oplevelse er ’Inside Job’ ikke. Det er indholdet, som giver gys.
fortsæt med at læse
