Evnen til at engagere sig i det jævne, virksomme, ikke altid muntre liv omsættes hos Ken Loach direkte i film, der virker grangiveligt som dokumentarisme, men ikke er det. Fra motiv og miljø til påklædning og jargon er både enkeltpersoner og grupper hos ham så troværdige, at man glemmer, de er skuespillere. 'Family Life' fra 1972 var et hovedværk, også for psykiatriens opbrud i de år, men også i de seneste års 'Riff Raff', 'My Name is Joe' og 'Bread and Roses' er social ægthed den snart 67-årige britiske instruktørs vandmærke. Her handler det - apropos Arriva - om udlicitering af jernbanearbejdet. Dog ikke lokoførernes, men derimod vedligeholdelsen af skinnelegeme og signalsystem. Filmens manus skyldes Rob Dawber, der var fagforeningsrepræsentant for disse jernbanearbejdere under 1980'ernes og 1990'ernes privatisering. Han oplevede på nært hold, hvordan priskonkurrencen om de udbudte opgaver gik ud over sikkerhed og arbejdsvilkår, og døde selv for to år siden af kræft, udviklet under arbejdet med asbest ved jernbanen. Historien er enkel som i en docusoap: Vi følger et hold jernbanearbejdere fra en privat virksomhed køber deres hidtidige amts- og statslige arbejdsplads, til hele styrken er fyret eller gået 'frivilligt' for at arbejde som daglejere for et vikarbureau - til en højere timeløn, men uden løn under ferie, sygdom osv. Velkendt mønster, fra flytransport til sygepleje. Det ny ingeniørfirmas politik er også at holde »dødsfald nede på et acceptabelt niveau«, endda med fastlagt smertegrænse: et par stykker om året! Da ingen er død i halvandet år, aner vi jo, hvad vej det bærer. Men trods forudsigeligheden i plot såvel som politisk synsvinkel tror man på hvert minut med de hårdføre folk: Bajsen John, familiefaderen Mick, allergikeren Jim og fraskilte Paul, der passer sit samkvem med ungerne og knokler for børnepengene, men får tid til usentimental romantik med Fiona fra kontoret. Skurvognstonen er rå og hjertelig, mest det første over for den tidligere kollega Harpic, nu værkfører med gribende afmægtige forsøg på retorisk at hævde en myndighed, han uhjælpelig har mistet den sidste rest af som lus mellem det ny og de gamle hårde negle. Nok en gang indfanger Loach ren hverdag, så det er en lyst. Men de halvanden times råt spil om liv og velfærd mellem orangegule 'sikkerheds'dragter med refleksstriber, svedende og baksende i al slags vejr med sveller og kabelbakker, grus og cementblander - de bør også være obligatorisk pensum for trafikminister Hansen og andre udliciteringsliderlige politikere på begge sider af midten.