Nogle børnehistorier står så centralt, at de igen og igen kalder på psykologiske fortolkende gendigtning, ikke for børn, men for voksne: 'Peter Pan', 'Alice i Eventyrland', Grimms eventyr osv.
LÆS ANMELDELSE
Instruktøren Spike Jonze – der har interesseret sig for vores indre, siden han og hele kameraholdet rykkede ind i en skuespiller i ’Being John Malkovich’ – kaster sig ud i netop sådan et stunt med denne helt usentimentale, psykisk fascinerende og teknisk imponerende filmatisering af en snart 50 år gammel barnekammerklassiker: den 81-årige tegner Maurice Sendaks internationale billedbogsklassiker fra 1963, ’Landet med de vilde krabater’.
For mindre børn med begrænset erfaringsgrundlag er verden meget bogstavelig: Et stoleben burde have tæer, det har mit ben jo. Også mareridtenes og de ukontrollerbare følelser er fyldt med konkrete manifestationer af fantasien, og omsætningen af den iagttagelse er det geniale træk ved Maurice Sendaks bog.
Vilde krabater på den fjerne ø
Billederne gør historien til virkelighed. Ligesom den metafor bliver virkelighed, som fortællingens mor i sin desperation udslynger mod den ustyrlige Max: Vilde krabat!
I trods vælger drengen at leve op til navnet og opsøger de andre vilde krabater på deres fjerne ø. I bogen ved magisk at forvandle sit værelse til en jungle, i filmen ved at flygte ud af huset, hen i parken og over vandet i en lille sejlbåd.
De er tre meter høje, de har pels og horn og gule øjne og kræfter omvendt proportionale med deres beskedne forstand. Men de modtager Max som en af deres egne, ja, som en konge, for det udråber han sig til. Vild af tilfredshed med sig selv – indtil levningerne af tidligere konger afslører, hvad der sker, når krabaterne vender sig mod deres eget overhoved.
Filmet i et vildt australsk landskab
Det farlige er i sig selv det fascinerende – ligesom hos krabaternes forgængere, de pelsklædte og forældreløse vilde børn, der har fravalgt de voksnes liv ved at søge tilflugt i Peter Pans hule i Neverland. Med sin legetøjsulvepels er Max mere i familie med dem end med ’Palle alene i verden’ – som han dog alderstypisk deler almagtsfantasier med.
Lyder det som fortænkt eller infantil hobbypsykologi, er det snarere det modsatte i filmen her.
Ved at filme live i et vildt australsk landskab med dukkeførere inden i de enorme krabater (og efterfølgende digitalt modererede ansigtsudtryk) genskaber Jonze fuldkommen Sendaks på én gang skræmmende og troskyldige væsener og bogstaveliggør dermed alle barnets uhåndterlige aggressioner.
Overbevisende barneskuespiller
Til filmbrug har bogens fåmælte tekst måttet udvides til mere dialog mellem væsenerne, ligesom det er tilfældet med forhistorien om Max’ konflikt med moderen, som også udvides med en puberterende storesøster og antydningen af fadermangelen som en unævnt grundkonflikt.
Lidt uegalt virker det, at dette familieliv ikke belyses igen i slutningen, og det er heller ikke helt lykkedes at undgå gentagelser i Max’ erfaringsrejse frem mod større modenhed.
Men barneskuespilleren Max Records er totalt overbevisende, sød og trodsig, som Max. Som hans mor er Catherine Keener kompetent som altid – og krabaternes stemmer leveres af fine folk som Chris Cooper, James Gandolfini, Forest Whitaker og Catherine O’Hara.
Netop det, at de amerikanske stemmer er bevaret, kan man roligt tage som et vink om, at filmen ikke er for børn på Max’ egen alder. Men nok for alle fra 12-13 år og opefter med sans for det dæmoniske virke mellem fornuft og følelser.
fortsæt med at læse
