Man skal ikke bide for meget mærke i titlen 'Ulvepigen Tinke'. Hovedpersonen Tinke er nemlig ikke en ulvepige i samme forstand som Mowgli eller et forvildet menneskebarn og et civilisationsproblem som Truffauts 'Den vilde dreng'. Ganske vist er Tinke et snerrende, uartikuleret og møgbeskidt indslag i den danske natur, da vi først møder hende, men tilnavnet Ulvepigen dækker snarere over pigebarnets trodsige natur. Efter forældrenes død har hun klaret sig selv ude på Overdrevet. »Jeg er ikke bange for noget. Jeg har engang bidt en ulv«, forklarer hun stolt hyrdedrengen Larus. Hvis ulvene vælger at danse med Tinke, er de selv ude om det. Det samme gælder de mennesker, der prøver at knægte og indordne barnets frie sjæl. Men når filmen er kommet til at hedde 'Ulvepigen Tinke' i stedet for 'Hungerbarnet' skyldes det nu nok også en ganske forståelig vurdering af hvilke signaler, der sælger flest billetter! Selvom tidsbilledet er trukket op i skarpe farver med svirrende spyfluer og kraftige dufte af syrnet mælk og kokasse, er det således en helt igennem tidløs historie, Morten Køhlert fremhæver i sin filmatisering af Cecil Bødkers 'Hungerbarnet'. Tinke er, hvad man på moderne dansk ville kalde en lille mønsterbryder. En modig og dynamisk kraft, der taler de etablerede hierarkier midt imod, hvis de støder sammen med hendes frihedstrang og retfærdighedssans. Fortællingen udspiller sig i 1850. Det er hyrdedrengen Larus, der finder den sultne, forældreløse ulvepige ude på Overdrevet. De to bliver venner. Tinke følger kun tøvende med Larus. Angsten for fattiggården er forståeligt nok stor. Larus prøver at gemme hende i stalden, men Tinke bliver opdaget. Larus er selv i tjeneste og har ikke noget at skulle have sagt. Hårde ord, tørre tæsk og grå grød er den løn, han indkasserer hos Husbond (Erik Wedersøe) og Madmor (Lisbet Dahl). 'Stinke Tinke' bider bonden i næsen, og så insisterer han på sognefoged og fattiggård. Der er munde nok at mætte. Men madmor modtager Tinke med ganske andre følelser. Parrets eneste barn er den nu evnesvage og jættestærke Hartad, der bag lås og slå savler i en bås i stalden. I Tinke ser hun den datter, hun aldrig fik. Men Tinke vil hverken kostes rundt med eller omklamres. Hun vil finde sin Morfar, der er en stor mand et sted på egnen. Hendes eneste håndfaste bevis på sin fornemme herkomst er imidlertid et smykke, hendes mor gav datteren i hånden på dødslejet. Det lykkedes for Tinke at finde sin Morfar. Men her slutter historien ikke. Selvom 'Ulvepigen Tinke' rummer mange af folkeeventyrets elementer, er den ikke noget eventyr. Den er heller ikke nogen helt almindelig børnefilm målt med tidens standard. Den placerer sig klart i den nordiske tradition for humanistiske børnefilm. Børnefilm der hylder idealer som frihed, selvstændighed og personlighed i en rammefortælling, hvor de voksne og/eller de sociale strukturer prøver at begrænse barnets udfoldelsesmuligheder. Hvor det selvstændige barn til gengæld har magten til at forandre og forløse de stivnede voksenliv. Dermed er filmen set med filmhistoriske briller gammeldags. Før 1990'er-agtig. Men den virker ikke spor forældet af den grund. Blandt andet fordi Køhlert bevidst friholder de voksne figurer fra de letkøbte klichéer. Erik Wedersøes bonde ligger ganske vist tæt på de grimasserende roller, han på det seneste har kastet sig over med en slags vellyst, men her kammer det ikke over. Lisbet Dahl er stot, men mere sårbar end ejegod som madmor. Fordi parrets roller får en afgørende oplysning med på vejen. Efter Hartads fødsel har hun ikke turdet dyrke sex med sin bondemand. Så tror da pokker, at husbond er blevet en sur gammel snadebakker med løsthængende øretæver og et hjerte på størrelse med en slunken portemonnæ! Madmor er ikke bare en godhjertet kvinde af folket. Hun er en kvinde med forsmåede begær, med en uforløst moderkærlighed. En kvinde som hvad angår betingelsesløs kærlighed har svigtet i forhold til sin savlende kolos af en sinkesøn (Jonas Oscarson). Fordi hun har ladet sin skuffelse, sin frygt og de sociale konventioner overskygge sin viden om sønnens gode hjerte. De voksne får en hurtigt opridset psykologisk forklaring med på vejen, og det er med til at gøre livet for børneskuespillerne ulige meget lettere. Bent Mejdings morfar er ikke bare en hyggelig morfar. Støbt fornemt i genspejlet fra Sophus Claussens kontrafej er denne ældre herremand en stivstikker og tragisk figur, der har forskanset sit gode hjerte og tabet af sin datter bag en mur af fortrængninger og desperat ønsketænkning. Datterdatteren Tinkes opdukken tilbyder ham en mulighed for en smertefuld tilbagevenden til virkeligheden og livet. Spørgsmålet er, om han stadig er i stand til at tage imod den. Det lyder måske alt sammen lidt tungt for en børnefilm, men på intet tidspunkt mister Morten Køhlert børnene på begge sider af lærredet af syne. Sarah Juel Werner (Tinke) og Peter Jeppe Hansen (Larus) får lov til at dyrke et frisprog, der næppe har meget tilfælles med det danske bondesprog anno 1850. Men de siger dog hverken 'sygt' eller 'nederen' eller 'pres' i hver anden sætning, og gevinsten ved at lade børnene tale naturligt sammen er indlysende: Spillet bliver naturligt. Legende og morsomt. Selv midt i de barske realiteter. Det virker på samme måde, som når Tinke kommunikerer med Larus ved at kaste sten i nakken på ham. Det er i børns øjne en umiddelbart forståelig og vel at mærke sjov kommunikationsform. Et gok i nøden og et pigebarn med et drilagtigt glimt i øjet. Det er da snak, man kan forstå. 'Ulvepigen Tinke' er en talentfuld debut for Morten Køhlert. En film som bygger på solide traditioner, men finder et filmisk frisprog, der gør den til et på alle måder kompetent alternativ til de populære familiefilm ('Min søsters børn'), actionfilmen 'Klatretøsen' og en målgruppedefineret film som 'Send mere slik'. Uden nogen form for uklædelig leflen bliver der gået frisk til sagen, og så betyder det pludselig ikke så meget om handlingen udspiller sig på landet i 1850 eller i 2002. Når bare filmens univers etablerer et reelt mødested for børns oplevelsesiver. Og det gør 'Ulvepigen Tinke'.