Filmen 'Renoir' har et problem.
Filmen handler om, hvordan den alderstegne kunstmaler Pierre-Auguste Renoir i sin sidste tid fik en ny muse, den smukke Andrée Heuschling (Christa Theret), og selv om den i billeder skildrer hendes skønhed – den skønhed, der inspirerede Renoir til at skabe mesterværket? – tegner den et mildest talt uflatterende portræt af mennesket bag den mælkehvide hud og det flammerøde hår.
Gilles Bourdos får ellers tegnet Renoir så fint op, som var det mesterens egne smalle pensler, der gjorde arbejdet; billedet af den sarte gamle mand (spillet af den 87-årige Michel Bouquet), der sidder i kørestol og må få sine gigtplagede hænder bundet ind for at kunne holde på penslerne, men som stadig besidder liv, libido og kunstnerisk energi, er grundlæggende godt, ligesom alene Andrées skønhed er nok til at vække nysgerrigheden til at begynde med.
Malerens muse
Men jo tættere filmen kommer på hende, desto mere usympatisk fremstår hun.
Skal man tro filmen, har hun intet andet motiv for at være muse for Renoir end sin forfængelighed, og man forstår godt, at husets ældre kvinder – køkken- og tjenestepigerne, hvoraf flere tidligere selv sad model for maleren – foragter hende, som hun spiller primadonna.
Den inspiration, hun tilsyneladende tilførte Renoir, lykkes det ikke at videregive – ud over det rent visuelle, men det var måske også bare hendes skønhed, der var hendes kraft? I så fald egner hun sig bedre som muse for en maler end som hovedfigur i en film.
Splittet mellem Renoir og Renoir
Filmens handling bevæger sig i en fart, der ikke ligefrem giver tilskueren åndenød, men der lægges op til et kærlighedsdrama, da Renoirs mellemste søn, Jean (Vincent Rottiers), vender såret hjem fra fronten.
Han, der senere skulle blive en af det 20. århundredes helt store franske filminstruktører, forelsker sig hovedkulds i Andrée og hun i ham, men hun føler også en loyalitet over for hans far, som ikke gerne deler sin muse med næste generation.
Hun er med andre ord splittet mellem Renoir og Renoir, mellem maleren og filmmageren, mellem århundrederne, den gamle tids kunst og den nye.
Mangler drive
Det får filmen desværre ikke formidlet så tydeligt; Bourdos er langt mere interesseret i den stillestående skønhed i Mark Lee Ping-bins smukke billedside, som med blødt solskin, ungpigekurver og pittoreske provençalske landskaber vitterlig også er behagelig for øjnene – ikke for ingenting var Ping-bin også kameramand på Wong Kar-wais åndeløst smukke ’In the Mood for Love’.
Men billeder alene gør ingen film, og uden handlingens drive kommer ’Renoir’ til at føles lang.
Hvis det har været Bourdos’ hensigt at hylde Provence i almindelighed og Renoirs malerkunst i særdeleshed, er opgaven løst om end på noget rutinepræget, selvtilfreds vis.
Men var det hans ønske at løfte Andrée Heuschling ud af glemslen og give hende et storslået eftermæle, har han gjort hende en gevaldig bjørnetjeneste.
fortsæt med at læse
