Werner Herzog har altid været fascineret af mennesker, der så brændende gik efter at opfylde deres mål, at konventioner, omkostninger og almindelig sund fornuft blev reduceret til fjerne fantomer. De bindegale, de ekstremt ensomme, de der forveksler sig selv med guderne. Eller måske med filminstruktøren, der former sit stof, mens han investerer sin sjæl og rækker ud efter de sjældneste og særeste ædelsten i menneskets mudrede sjæl. Herzog gjorde det i spillefilm som 'Aguirre', 'Fitzcarraldo', 'Kaspar Hauser' og 'Nosferatu'. De senere år har han i høj grad valgt dokumentarfilmen som et medie, han bruger nøjagtig så originalt som spillefilmen. Cph:dox i november viste hele tre film af Werner Herzog. De er alle i konkurrence. 'The White Diamond' er i hovedkonkurrencen, mens 'Grizzly Man' og 'The Wild Blue Yonder' konkurrerer om New Vision Award. Herzog betegner den sidstnævnte som en science fiction fantasy, men det er 'The White Diamond' og 'Grizzly Man', som udforsker klassiske Herzog-skæbner. Mest fascinerende og bizar er 'Grizzly Man'. Hovedpersonen er Timothy Threadwell, der igennem 13 år hver sommer rejste til Alaska for at leve iblandt grizzlybjørne langt ude i den barske natur. Threadwell udtalte igen og igen, at han elskede sine bjørne med hud og hår. De varme følelser blev til slut gengældt på grum manér. En sulten og gnaven gammel hanbjørn satte ikke blot Timothy Threadwell, men også hans kæreste til livs. Threadwell efterlod sig mere end 100 timers videooptagelser af sig selv og bjørnene. I begyndelsen studser man ikke så meget over, at Threadwell konsekvent er i forgrunden, mens bjørnene brummer omkring i baggrunden. Forklaringen er ligetil. Threadwell var på. Han blev kendt. Bjørnene gav ham den identitet, hans eget liv ikke havde kunnet give ham. 'Grizzly Man' er en fortælling om en modig mand og hans forhold til de dødsensfarlige bjørne, han gang på gang risikerer livet for at beskytte. Lyder 'plottet' bekendt? Det bliver det ikke ved med. Stille og roligt går Werner Herzog i gang med at skrælle lagene af Threadwells selviscenesættelse og publikums indgroede forventninger, og efterhånden udvikler mylderet af spørgsmålstegn sig til et stærkt foruroligende portræt af den moderne selvopslugtheds kannibalistiske kultur. For bag den gæve bjørnebror foran kameraet finder man et menneske, der har brugt sin bjørnemission til at blive afvænnet fra sprut, stoffer og kriminalitet! I stigende grad fremstår Threadwells ømhed for bjørnene som ikke blot sentimental, men også som en form for romantisk dødsdrift. Faren for krybskytter i naturreservatet er minimal. Den truede dyreart, han vil redde, er Threadwell selv. Threadwell klapper en varm bjørnelort og kommer næsten til at græde ved tanken om, at den for kort tid siden kom ud af hunbjørnens varme indre. Særheden siver op igennem stoffet. Ganske vist optræder han rutineret konspiratorisk foran naturens undere, men Threadwell er ikke den rustikke og indsigtsfulde mandsperson, vi kender så godt fra naturfilmene. Det er en hård og mærkværdig filmskæbne. Fortalt uden udefrakommende varme af Herzog. Også her tackles man skævt i sine forventninger til en 'naturfilm'. Filmens clou indtræffer, da Herzog endnu en gang selv træder ind på scenen og kridter banen op. Han opfordrer til at se nærmere på nærbillederne af bjørnenes øjne. Der er intet spor af det fællesskab, Threadwell indbilder sig. De mørkebrune øjne ænser ham ikke. De er opmærksomme afgrunde, når de ikke er ligeglade. Threadwell er tålt. Som en myg. Dét er fællesskabets udstrækning, hævder Herzog og erklærer sig grundlæggende uenig med sin hovedpersons sentimentale syn på bjørnene. Bjørnene er naturen, og naturen er en ligeglad dræber: »Universets fællesnævner er ikke harmoni, men kaos, fjendtlighed og mord«, erklærer hoptimisten Herzog.