Jukaboksi hedder en jukebox på finsk, og trykker man på knapperne, hører man enten finsk rockabilly, finsk tango eller en gammel knirkende blues med Blind Lemon Jefferson. Mere behøver man sådan set ikke at vide for at være klar over, at man er i selskab med Aki Kaurismäki. Den finske instruktør, der i efterhånden mange år har ydet sit særdeles personlige bidrag til filmkunsten, men som først efter sådan 20 år og 15 film for alvor har ramt jackpot. 'Manden uden fortid' vandt Grand Prix i Cannes og er blevet kåret til Årets Film af den internationale kritikersammenslutning FIPRESCI. Umiddelbart måske lidt overraskende eftersom Kaurismäki sådan set bare har lavet en film, som han nu engang plejer at lave dem. 'Manden uden fortid' er en helt igennem typisk Kaurismäki-film. Men succesen er ingen tilfældighed. For det første hjælper det selvfølgelig på publikumsmagnetismen, at Kaurismäki denne gang har valgt ikke at lave en sort-hvid stumfilm. For det andet møder Kaurismäkis snurrige solidaritet med samfundets randeksistenser en anden respons nu end for ti år siden. For det tredje er 'Manden uden fortid' lige den afgørende tand mere koncentreret, plotorienteret og udadvendt end hovedparten af Kaurismäkis tidligere film. »Det er fredag. Lad os gå ud og spise«, siger Nieminen til Manden uden fortid. Nieminen tager pænt tøj på. Snart står de to mænd i kø ved Frelsens Hærs suppekøkken. 'Manden uden fortid' udspiller sig blandt luvslidte eksistenser i udkanten af det finske samfund. I forlængelse af havnefronten ligger et øde område, hvor skæve eksistenser bor i rustne containere. Her er hovedpersonen, spillet af Markku Peltola, endt, efter at et brutalt røverisk overfald har berøvet ham såvel penge som hukommelse. Overfaldet kostede ham næsten livet, men blandt containerfolket får han på mere end en måde et nyt liv. I dette miljø er pengene små, men hjerterne er store nok. Takket være Familien Nieminen og Frelsens Hær kommer den fremmede på fode. Manden ved imidlertid stadig ikke, hvem han er. Hans hukommelsestab er så afgrundsdybt at han end ikke kan huske, hvorvidt han er afholdsmand eller en fandens ka'l. Men sin stil, sine arbejdsmandshænder og sine gentleman-instinkter har han i behold. Snart har han fået Frelsens Hærs husorkester til at spille rockabilly, og også det lille vågeblus i hjertet hos den ikke helt unge frelserpige Irma får han vækket til ny flamme. De to indleder et forsigtigt forhold. Et nyt liv er ved at tegne sig. Men uanset om han selv kender til den eller ej, har manden en fortid. Kati Outinen blev for sin rolle som frelserpigen Irma valgt til bedste skuespillerinde i Cannes. Hun har såmænd været mindst lige så god tidligere. En større overraskelse er Markku Peltola, der fra biroller i 'Juha' og 'Drifting Clouds' er blevet forfremmet til hovedrollen. Havde Matti Pellonpää været i live, havde rollen nok været hans, men Peltolas nøddeknækkergranitfjæs og mere stive end ranke holdning nøjes ikke med at være erstatning. Som sædvanlig rutter Kaurismäki ikke med ordene. Til gengæld er dialogen et sublimt studie i deadpan absurd humor. Især mellem manden og den entusiastisk korrupte sikkerhedsvagt Antila udspiller der sig ordvekslinger, der nærmer sig det guddommeligt morsomme. I det hele taget har Kaurismäki denne gang valgt at spille på hele sit register. 'Manden uden fortid' er en knaldflot næsten hyperrealistisk farvefilm. Musikken spænder fra rockabilly, tango og blues til smægtende ballader og finsk klassisk musik. Hvad enten der er tale om musikalsk optræden eller musikken løber som et diskret, men meget effektivt underlægningstema, røber den hele tiden Kaurismäkis musikalske fornemmelser og forelskelser. En særlig rolle har Anniki Tähti. Hun sang i 1955 den nostalgiske vals 'Muistatko Monrepos'n', der blev den første finske sang, der opnåede at få en guldplade. Anniki Tähti spiller i filmen leder af Frelsens Hærs lokale genbrugsbutik, og skønt efterhånden noget krøllet i betrækket, synger Tähti stilfuldt og meget bevægende sin gamle sang. Akkompagneret af det ny-omvendte Frelsens Hærs orkester, der i filmen spilles af bandet Marko Haavisto & Poutahaukat. Haavisto er i sin egenskab af tidligere leder af The Badding Rockers et gammelt Kaurismäki-bekendtskab. 'Manden uden fortid' er sjov. Det er blevet hævdet, at der hverken findes humorister eller herrefrisører i Finland. Det sidste tror man gerne, men det første er i hvert fald løgn. Kaurismäki er en stor humorist, men den knas-tørre morskab finder sted på en nok så alvorlig baggrund. Dialogens absurde humor finder nemlig sit modstykke i et moderne samfund Kaurusmäki opfatter som præget af en række sociale absurditeter. Har man ikke cpr- nummer og bankkonto er man kaput. Lægger man sig ikke ind under kontrolsystemet, er man en levende død. Banker, bureaukratier, fremmedgørelse og storbyens fordærv er skurke i et verdensbillede, der insisterer på at hylde ordholdenhed, landlig beskedenhed, blufærdighed, mandfolkemoral og god, gammel musik i en tid, der ikke har meget tilovers for nogle af delene.