I moderigtig styrthjelm, fancy solbriller og tørklædet trukket godt op over munden er han ganske vist ukendelig, men ligner dog alle de andre på skisportsstedet oppe på bjerget: europæisk middel- og overklasse i alle aldre på luksusvinterferie i højfjeldssolen.
Man kan ikke se på ham, at han aldrig har lært at stå på ski. Eller at ingen af de to par splinternye ski, han har over skulderen, er hans egne.
12-årige Simon er tyv. Hver dag tager han liften fra den trøstesløse boligblok i bunden af dalen, hvor han bor med sin flakke af en storesøster, op til skisportsstedet, hvor han organiserer alt fra slalomski til vanter og sælger det videre, »så godt som nyt«.
Det er fast arbejde for den lille forsørger, en moderne Oliver Twist i det velhavende Vesteuropas hjerte, med gadebarnets seje overlevelsesevne, (selv)bedrageriske charme og alt for erfarne kynisme.
Tyveri som børnearbejde og overlevelsesbetingelse er ikke forbeholdt ’de fremmede’ på disse breddegrader.
Simon er åbenbart ærkeindfødt, men bare forældreløs. Alene med søsteren Louise, der skifter job og kæreste hyppigere end vindjakke og jeans, og som bliver sat af ved boligblokken igen med et blåt øje og uden en klink tilbage af de lommepenge, lillebroren har bevilget hende i et spinkelt håb om et smil, et tegn på gensidig ømhed.
Hun forbliver lige tvær og modvillig over for knægten, og det viser sig at have sin egen triste forklaring.
Specielt stof
Simons barneliv er i den grad op ad bakke – de modsatte barndomsvilkår af et curlingbarns, for nu at blive i vintersportsmetaforerne.
Han må tage sit liv en dag ad gangen, både når han har fundet en fed fidus sammen med en skotsk sæsonarbejder på højfjeldshotellet – og når han bliver taget på fersk gerning, endda i færd med at oplære en nabodreng under skolealderen i håndteringen.
Kacey Mottet Kleins præstation glemmer man ikke let: Det på en gang målbevidste og modtagelige, lukkede og åbne fjæs i rollen som Simon, en sej lille rod med en kontrolleret følsomhed, som man kommer til at holde af.
Hans søster med det vrantne udtryk, velbegrundet i hendes længe bevarede hemmelighed, spilles mere monotont af fotomodellen Léa Seydoux.
Men speciel – og prisbelønnet over hele Europa, inklusive vores egen Busterfestival – er filmen dels på grund af sit stof: social nød som barndomsvilkår midt i Vesteuropas luksus; der har lydt sammenligninger med brødrene Dardenne.
Dels er den, ligesom flere franske film, behageligt håndsky over for amerikansk klichédramaturgi.
Et par afsløringer danner da højdepunkter, men ligesom Simon selv tager en dag ad gangen, lægger filmen ellers bare scene til scene. Mere som et strikketøj end som en rutsjebane.
