Kan man forsvare at standse liv på fosterstadiet med en abort? Eller modsat forsvare at sætte et barn i verden bare for at give det væk?
Og dét til et par, der søger rugemor m/barn gennem en gratis rubrikannonce, som var det et kæledyr?
Og kan man overhovedet tillade sig at ende i disse kæmpedilemmaer, bare fordi man kedede sig nok til at bede en klassekammerat tage éns mødom i en stor, mølædt lænestol, selv om man ikke drømmer om at komme sammen med ham?
’Juno’ kan. Med og uden gåseøjne, for med rette er titlen på denne frapperende film pigens navn: Juno McGuff – 16 år og ikke til at vippe af pinden – er filmen, på (mest) godt og (ikke meget) ondt.
Sej 16-årig
Der er flere andre stærke præstationer, men kæmpetalentet Ellen Page i titelrollen brænder durk igennem til Oscarsøgelyset – og ind til den opvakte, livsforslugne, men også skrupskeptiske teenager, mange af os har prøvet at ligne med mindre held end Juno.
Hun er virkelig sej, når hun selv fortæller sin fniseveninde om tidsfordrivet i lænestolen med flinke, let fårede og meget ranglede Bleeker (Michael Cera fra ’Superbad’); om graviditetstesten på drugstoretoilettet til ekspedientens vittige kommentarer; og om at droppe abortbeslutningen med den nonchalante begrundelse, at det venteværelse bare er for usselt!
Så cool-cool en attitude, spækket med drøje oneliners og til Kinks-akkompagnement, når ærlig talt at overskride min troværdighedstolerance de første femten minutter – men så vender det:
Teenage-rugemor
Hjemme hos far, papmor og lillesøster annoncerer Juno, at hun vil føde barnet og give det til et par, hun har fundet i lokalbladets annoncer.
Hvis lige fatter gider tage med ud i villakvarteret og tjekke, at velbjergede, men barnløse Mark og Vanessa ikke er de rene tumper?
Og dét gider han (J.K. Simmons, også med i instruktørens foruroligende vittige debut for to år siden, ’Thank You for Smoking’) efter et øjebliks forbløffelse.
Realitetssansen fejler ikke noget i den familie, heller ikke den praktiske solidaritet hos papmoderen (Allison Janney, bedst kendt som pressechef i ’Præsidentens mænd’).
Juno er straks på musik- og splatterfilmbølgelængde med den kommende adoptivfar (Jason Bateman), hvis charme dog viser sig lovlig umoden.
Hvorimod Vanessa vokser fra jomfrunalsk babyhysteri til moden længsel og ansvarlighed i overraskende tæt, nuanceret spil af Jennifer Garner (’Electra’).
Velbalancerede præstationer
(Lige)som Bleeker vokser også Michael Cera med opgaven gennem filmen, og sammen med Junos familie – hvis jordnære hjertelighed får mig til at tænke på Stephen Frears’ 15 år gamle, emnebeslægtede ’The Snapper’ – genskaber disse velafbalancerede præstationer hele den psykologiske troværdighed, starten var ved at sætte over styr.
Ellen Page bærer filmen
Men frem for alt bærer det i virkeligheden 21-årige fund Ellen Page altså filmen: åben og frejdig, køn på en upåfaldende måde og med varmen og usikkerheden godt gemt under et tørt, intelligent vid – hvoraf hun jo skylder en del til den selvbiografisk inspirerede manusforfatter og tidligere stripper Diablo Cody.
Og en anden del til den kun 30-årige instruktør, der bevidst leder os på konventionelt sandsynlige vildspor, før den rart overraskende ende på komedien.
Positiv overraskelse
Selv om vejen ud mod virkeligheden er banet gennem nogle år med ’Knocked Up’ m.fl., er alene den rå og hjertelige, næsten ’europæiske’ omtale af graviditet, abort & kønsdelenes anvendelse og pleje mv. en gedigen overraskelse i et Fox-lystspil fra det Hollywood, hvor high school-farcer ellers skraber bunden.
Kombineret med de andre kvaliteter er den oplevelse så befriende, at man er parat til at se bort fra den idyllisering af virkeligheden, som trods alt stadig skal til for at gøre en 16-årig rugemors hverdagstragedie til centrum i en varm og vittig komedie.
fortsæt med at læse
