Da dette er 100-året for ’Titanic’s forlis, fik nogen den geniale idé at genopsætte James Camerons storfilm fra 1997 – i 3D, som synes at være et koncept, der gennemsyrer hele filmåret 2012.
LÆS ARTIKEL 'Jurassic Park' vender tilbage
Fint nok, men siden 1997 er der gået 15 år, og filmteknologien har mildest talt ikke stået stille. Og 3D eller ej – James Camerons ’Titanic’ er ikke den imponerende oplevelse, den var engang.
Nok er Cameron en mand, der gør sig i store størrelser, men ved gensynet ser filmens effekter ikke så overbevisende ud, som de gjorde i erindringen.
Faktisk ser skibet, der havde et skrog af jern, mest ud, som om det er lavet af træ og pap, og 3D-effekterne tilfører slet ikke filmen noget nyt, faktisk forringer det den skarpe billedkvalitet, der prægede originalen, og trætter øjnene i de afsindige 194 minutter, filmen varer.
Papirtynde persontegninger
Måske har filmens billedside fået tilføjet en ekstra dimension, men det har filmens indholdsside ikke, og er der noget, der står tydeligt frem her 15 år efter premieren, så er det de papirtynde persontegninger og Kate Winslets umodne og teatralske spil i rollen som Rose DeWitt Bukater fra skibets 1. klasse, der forelsker sig i Jack Dawson nede fra 3. klasse.
SE WEB-TV Titanic-instruktør dykker til Stillehavets dybeste sted
Spillet af en Leonardo DiCaprio, der så til gengæld er bedre, end jeg huskede ham.
Drenget, sødmefyldt og lynende intelligent i sin udstråling overstråler han Winslet med glycerintårerne, selv om det i deres senere møde i Sam Mendes’ ’Revolutionary Road’ (2008) forholder sig lige omvendt.
Et overlæsset pragtstykke
Man må give James Cameron, at han får det maksimale ud af ’Titanic’ som kærlighedssetting med dampende kedler i fyrrummet og bankende hjerter i skibets stavn, men filmen bliver som skibet et overlæsset pragtstykke, der synker under sin egen vægt, og samlet set lykkes det ikke 3D-effekterne at puste nyt liv i filmen om den synkende skude.
Celine Dions vulgært nedslidte ’My Heart Will Go On’, som efterhånden er blevet obligatorisk karaokesang ved alverdens bryllupper, gentages til hudløshed tilsat dåsekor og panfløjter, og med 15 år i bagagen lyder replikker som ’I’m the king of the world!’ som den rene kliché.
Det kan godt være, skibet ’Titanic’ oplever en fornyet interesse her i 100-året, men filmen ’Titanic’s tid er for længst forbi.
SE TRAILER
FACEBOOK
fortsæt med at læse
