Nu kunne man så frygte, at Donaldson i sin genfortælling af dette spændende og svært gennemskuelige storpolitiske nutidsdrama ville hælde til en forudindtaget jubelamerikansk anskuelse, der især ville glorificere de to allerede sagnomspundne Kennedy-brødre. Heldigvis sker dette ikke. En af grundede er nok, at filmen i første række anlægger O'Donnells synsvinkel på begivenhederne. Det er ham, der er manden i centrum. Det er hans overvejelser, hans gøren og laden i løbet af de tretten dage, vi følger på nærmeste hold. O'Donnell spilles af Kevin Costner, og rollen bliver i bedste forstand en af Costners mest afbalancerede og formålstjenlige i lang tid. Måske fordi det netop på én gang er styrken og svagheden ved 'Thirteen Days', at dens hovedpersoner udelukkende belyses som politiske aktører og ikke som personlige eller private psykologiske eksistenser. På samme måde er det netop Cuba-krisens objektive anatomi, dens karakter af storpolitiske pokerspil og dens nervepirrende spændingsfelt af beregning og forventning, af forhaling og overraskelse, der interesserer Donaldson. Her bliver både ideologiske diskussioner og personernes mere individuelle følelsesregister og psykologiske profil uvedkommende. Dermed ikke sagt, at 'Thirteen Days' ikke er pro-amerikansk. Den er det bare på en kompetent og acceptabel måde. Men igen fremstår dette både som en styrke og en svaghed. Hvilket man naturligvis især ser i Kennedy-portrætterne. De er i bedste fald funktionelle, i værste fald uinteressante. Som John og Robert F. Kennedy fremtræder Bruce Greenwood og Steven Culp som to næsten identiske dukker i et verdenshistorisk marionetteater. Dog kan man kende John F. Kennedy på, at han spiser piller, bevæger sig med stiv ryg og er gift med en attraktiv kvinde. Det er for lidt. Hvilket måske trods alt er bedre end for meget af det gode. Nu kunne man så frygte, at Donaldson i sin genfortælling af dette spændende og svært gennemskuelige storpolitiske nutidsdrama ville hælde til en forudindtaget jubelamerikansk anskuelse, der især ville glorificere de to allerede sagnomspundne Kennedy-brødre. Heldigvis sker dette ikke. En af grundede er nok, at filmen i første række anlægger O'Donnells synsvinkel på begivenhederne. Det er ham, der er manden i centrum. Det er hans overvejelser, hans gøren og laden i løbet af de tretten dage, vi følger på nærmeste hold. O'Donnell spilles af Kevin Costner, og rollen bliver i bedste forstand en af Costners mest afbalancerede og formålstjenlige i lang tid. Måske fordi det netop på én gang er styrken og svagheden ved 'Thirteen Days', at dens hovedpersoner udelukkende belyses som politiske aktører og ikke som personlige eller private psykologiske eksistenser. På samme måde er det netop Cuba-krisens objektive anatomi, dens karakter af storpolitiske pokerspil og dens nervepirrende spændingsfelt af beregning og forventning, af forhaling og overraskelse, der interesserer Donaldson. Her bliver både ideologiske diskussioner og personernes mere individuelle følelsesregister og psykologiske profil uvedkommende. Dermed ikke sagt, at 'Thirteen Days' ikke er pro-amerikansk. Den er det bare på en kompetent og acceptabel måde. Men igen fremstår dette både som en styrke og en svaghed. Hvilket man naturligvis især ser i Kennedy-portrætterne. De er i bedste fald funktionelle, i værste fald uinteressante. Som John og Robert F. Kennedy fremtræder Bruce Greenwood og Steven Culp som to næsten identiske dukker i et verdenshistorisk marionetteater. Dog kan man kende John F. Kennedy på, at han spiser piller, bevæger sig med stiv ryg og er gift med en attraktiv kvinde. Det er for lidt. Hvilket måske trods alt er bedre end for meget af det gode.