Der findes en undergenre af dokumentarfilm, som hylder observationer af mennesker og miljøer, der snart vil være fortid og i filmenes optik rummer et særligt, poetisk liv.
Sådan en film er Titus Faschinas ’Close To Heaven’. Her er ingen kommentarer og ingen griben ind. Ingen andre fremhævede farver end alle de sorte og hvide nuancer af bjerge og mennesker, hestekærrer og rigelige mængder får, digitalkameraet har fanget.
Og fra byen, der ligger nærmest fårehyrden Dumitru Stancius øde beliggende rønne i Karpaterbjergene, er der kun få billeder af den moderne verden med huse i flere etager og motoriserede køretøjer.
Episk billeddigt
De seneste mange årtiers teknologiske udvikling anes dermed blot i Titus Faschinas episke, dokumentariske billeddigt ’Close To Heaven’ om får og fårehyrdefamilieliv året igennem.
Fårene klippes, malkes, fodres, tælles, gennes sammen og bræger sådan lidt på skrømt til det hele med en tilsyneladende mild overbærenhed. Som om dyrene ville ryste lidt på spidshovederne af alverdens moderne postyr, hvis de vidste, hvordan man gør.
Det gør de ikke. Fårene og deres mennesker - far, mor og søn - er til sammen et af de sidste af Karparterbjergenes fårehyrdelandbrug, der lever og ånder på årstidernes urokkelige vilkår alene.
Forgangen livsform
Vintrene er så kolde, at man nemt kommer til at fryse i sit biografsæde ved synet og lyden af fygende frossen vind. Morens polenta og familiens hjemmelavede fåreost (på trods af EU-regler imod den slags) nydes omvendt indendørs i lunende ro.
Enkelte interviewoptagelser med udtalelser fra mor og søn antyder omkostningerne ved at være blandt de sidste bønder i bjergene. I de sekvenser bryder instruktøren stemningen i skildringen af årstidernes uafvendelige cyklus.
Men de scener med hovedpersonernes formuleringer om en på både godt og ondt snart forgangen livsform er undtagelser i den spillefilmslange 'Close To Heaven'. Hovedindtrykket er et slidsomt og givende, afsondret og roligt liv. For mennesker. Og for får.
fortsæt med at læse
