Han har været blind og døv, siden han var lille. Hun er født med en smertefuld deformitet i ryggen og er blot halvt så høj som han.

Sammen har det yngre ægtepar Young-Chan og Soon-Ho i dokumentarfilmen ’Planet of Snail’ ikke desto mindre en relation og en tilværelse, der lyser af glæde og næres af mod på at bruge alle de sanser, de tilsammen har.

På verdens største og vigtigste festival for dokumentarfilm i Amsterdam fik filmen om sydkoreanske Young-Chan og Soon-Ho hovedprisen i 2011.

Følesanselig
Hvorfor går gradvis op for publikum, efterhånden som instruktøren Yi Seung-Jun i tålmodigt tempo og uden på noget tidspunkt at kommentere indholdet lader parret vise, hvem de er, hvilke udfordringer de har, og ikke mindst hvordan de sanser verden.

Den flittigt læsende og selv poetisk skrivende mand kan hverken se eller høre som andre mennesker.

Men han har et rigt indre univers, en sensitiv tilstedeværelse i nuet, og så har han også ved hjælp af sin hustrus syn, hørelse og indføling med ham et menneske, der er i nærheden af ham det meste af tiden og fungerer som hans bro til omverdenen.

Ved at prikke på hans fingre taler hun døvesprog til ham, og følesansen er i det hele taget altid vågen både i ham og indbyrdes mellem dem.

Gensidig kærlighed
Når parret tager ud på den nærliggende kælkebakke, har hun bundet en snor om livet på dem begge, så han ikke glider for langt væk fra hende under turen ned, der i øvrigt tydeligvis er lige så stort et sus for den blinde som for den seende.

Går de en af deres hyppige, langsomme ture i parken nær deres lejlighed, holder han af at kramme træer, ryste grene, føle på bladenes form, indånde årstidernes duft og i det hele taget opleve, som han nu engang kan.

Og når hun ikke kan nå den loftslampe, hvor lysstofrøret er gået, skifter han det ved hjælp af hendes anvisninger. Mange ting er mere omstændelige for dem end for andre, men det meste lader sig gøre blot på anderledes måder.

Kærligheden mellem dem er gensidig, og det samme er afhængigheden. En dag kan en af dem være borte, og hvad gør den anden så? Filmen viser, hvordan de begynder at øve sig i at klare sig hver for sig.

Sneglens tempo

Titlen ’Planet of Snail’ henviser til, at Young-Chan som blind bevæger sig i sneglens tempo. Fordi han også er døv, oplever han det, som om han er alene i verden, omgivet af tyk tåge. Uden at han er ulykkelig over det. For, som han siger, er han en astronaut i hjertet.

Man tror ham – og det ikke kun, fordi han formulerer det højt og tydeligt. Men i høj grad fordi filmen i sit billed- og lydsprog lykkes så meget med at hente sit publikum ind i hans verden, så man har fornemmelsen af at opleve grankoglers former, grøntsagers duft og hustruens livligt talende fingres sprog sammen med ham.

Og sådan bliver en film om en døvblind poet og en dværg med krumning på rygsøjlen ikke et afsæt til medlidenhed, men en indsigt i to menneskers både specielle og smukke tilværelse.

fortsæt med at læse

Episk dokumentarfilm hylder fåreklipningens poesi