Alle har en mor. Selv mordere på dødsgangen. Sådan præsenterer den danske dokumentarfilm ’Dying In Dixieland’ sit tema. På dødsgangen i Dallas, Texas, sidder Karl Chamberlain på 10. år og venter på at blive henrettet for mord og voldtægt.
Udenfor sidder hans mor, Muina, og prøver hovedrystende og med mild stemme at forklare og forstå, hvorfor det gik så galt med den engang så søde lille Karl. Moderen fortæller om Karls bedstefar, der kom traumatiseret hjem fra Pearl Harbour. Også Karl var i hæren. Der mere end antydes et posttraumatisk stresssyndrom. Så når den offentlige anklager har krævet dødsstraf, må han da vist være en lov & orden-bisse af værste Texasskuffe. Men så skifter fortællingen karakter. Misbrugt af babysitter Karl Chamberlain har ikke bare sprunget en soldatersikring. Han er en af de rigtig slemme med en lang forhistorie som voldsforbryder domineret af sadistiske sexfantasier. Han er kun blevet anholdt for mordet, fordi han fem år senere i forbindelse med en anden forbrydelse blev knaldet på et gammelt fingeraftryk. Moderen, Muina, er en gammel hippie, der har otte børn foruden Karl. Skiftende kærester har ikke været gode bekendtskaber. Muina er nu flittigt praktiserende muslim. Hvilket hun ret hjemmestrikket kombinerer med mystiske bade- og bederitualer sammen med et par mindst lige så alternative veninder. Det viser sig, at Karl er blevet seksuelt misbrugt ved flere lejligheder af en babysitter og en ældre skolekammerat. Er det en forklaring eller en undskyldning eller krydderi på filmtilværelsen? Mest det sidste fornemmer man, efterhånden som instruktøren, Martin Sundström, fører os stadig længere ud i et sært lille hjørne af Amerika. Uoplyst sideskud Filmens spænding er bygget op omkring henrettelsesdatoen. Vil Karl Chamberlain omsider blive henrettet? Moderen og en lille gruppe kvinder, der er blevet penneveninder med Karl på dødsgangen, udgør nærmest en kult, der forventningsfuldt ser henrettelsen i møde, som om den vil indebære en eller anden form for forløsning.
